Søndagens superligakamp mellem AaB og FC København blev skæmmet af romerlys og hærværk fra udeholdets fans. Men også en 16-årig mand fra Aalborg bidrog til de uheldige begivenheder, da han i anden halvleg løb på banen og prøvede at overfalde FC Københavns Claudemir.

Onsdag udtalte Nordjyllands Politi, at den 16-åriges forseelse ikke var nok til at indberette ham til hooliganregisteret, hvorfor han principielt ville være berettiget til at møde op til AaBs hjemmekamp mod Lyngby på søndag. Men den tur kan han lige så godt sparre sig. For han kommer ikke ind, forsikrer AaBs sportsdirektør.

- Det der skete i søndags, var den mindste ting. Der var andre begivenheder, der tog fokus. Men vi håndterer sagen, og han får en eller anden form for karantæne. Og han kommer heller ikke ind på søndag, siger Lynge Jacobsen, der personligt har haft en snak med baneløberen.

- Hooliganregisteret er jo ét system, vores muligheder for at give karantæne er et andet system. Det forholder vi os til, uddyber sportsdirektøren over for sporten.dk. Han vil dog først forholde sig til en egentlig karantæneudmåling først i næste uge.