Bragende sol, super dykkemuligheder, fantastiske oldtidsminder. Egypten har længe været et sikkert feriehit for mange danskere. Og det går tilsyneladende kun én vej: Antallet af danskere, der holder ferie i Egypten, stiger kraftigt.

Læs også: Sharm el Sheiks stærke sider

I løbet af de første otte måneder af 2010 valgte 37 pct. flere danskere end sidste år at holde ferie i Egypten. Den stigning er dobbelt så høj som året før, hvor antallet af danske feriegæster steg med 18 pct.

I dag er Egypten den fjerdemest populære charterdestination efter Spanien, Tyrkiet og Grækenland og mere end dobbelt så populær som Thailand, der traditionelt er en af danskernes helt store vinterferie-favoritter.

I Egypten er det især badeferiedestinationerne Sharm el Sheikh, Hurgarda, El Gouna og Marsa Alam ved det Det Røde Hav, der trækker.

»Kysten omkring Det Røde Hav har et behageligt klima med sol hver dag og 25 graders varmt og krystalklart vand året rundt. Det er gode forhold for afslapning og badning eller sportsaktiviteter som snorkling, kitesurfing og golf,« siger Nahed El Sobky fra Den Egyptiske Turistorganisation i en pressemeddelelse.

Lave priser trækker
Samtidig er prisniveauet på restauranterne og i markedsgaderne meget lavere i Egypten end eksempelvis i Tyrkiet, for ikke at tale om EU-landene Spanien og Grækenland.

Hvor Egypten traditionelt har været et vinterferiemål for solhungrende danskere, så er sommerperioden ved at komme godt med.

»I august måned steg danskernes rejseaktivitet med knap 50 pct., og de tre sommermåneder står tilsammen for omkring en fjerdedel af samtlige rejser. Størst var stigningen imidlertid i maj måned, hvor hele 67 pct. flere end samme måned sidste år tog forskud på sommersolen med en tur til Egypten,« siger Nahed El Sobky.

Samlet set rejste sidste år 100.349 danskere på charter til Egypten. I år har 83.071 allerede været af sted, så hvis stigningstakten holder året ud, vil det samlede tal for 2010 nærme sig 140.000 danske turister.

Også i de andre nordiske lande er interessen for ferie i Egypten i kraftig vækst med to-cifret procentuel stigning i antallet af turister fra år til år. Især svenskerne er vilde med Egypten, således steg antallet af svenske turister med 73 pct. i august 2010.

Klik her for at søge billige rejser til Egypten her på Rejseliv.dk