Investorer belønner Rheinmetall-aktien i torsdagens børshandel. 

Aktien i den tyske våbenproducent stiger 3,8 pct. Det er investorernes reaktion, efter Rheinmetall har åbnet regnskabsbøgerne for 2023 og kommet med et bud på, hvordan forretningen udvikler sig i 2024, bemærker Sydbank.

Omsætningen landede på 7,18 mia. euro, hvilket var mindre end ventet af analytikerne, der havde sat næsen op efter et salg på 7,47 mia. euro.

Overskudsgraden var dog bedre end ventet. Rheinmetall landede en overskudsgrad på 12,8 pct. mod 12,4 pct.

Aktionærerne kan se frem til at få del i overskuddet, da Rheinmetall udbetaler et udbytte på 5,7 euro pr. aktie.

Rheinmetall forventer, at omsætningen i 2024 rammer 10 mia. euro, hvilket er noget bedre end de 9,59 mia. euro, som analytikerne havde regnet med. Marginen ventes at ende i spændet 14-15 pct., hvilket lever op til analytikernes forventning. Den lød på 14,4 pct.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.