Når den tidligere NFL-kicker Morten Andersen i ugen op til Super Bowl besøger Danmark for at takke sine danske fans for deres rolle i hans optagelse i amerikansk fodbolds Hall of Fame sidste år, vil en helt særlig ting følge ham tværs over Atlanterhavet.

BT kan således afsløre, at den bronzebuste, der sammen med en guldjakke udgør det synlige bevis på danskerens indlemmelse i footballs helligste haller i Canton, Ohio, vil blive vist frem i Morten Andersens hjemby, Struer, og i København, hvor den danske NFL-legende deltager i NordicBets Super Bowl-fest i Cirkusbygningen søndag 4. februar.

»Jeg er utrolig stolt, og kunne næsten ikke tro det, da de fortalte mig, at de ville sende den over. Den så godt ud i Canton, Ohio, da den blev afsløret i august, men den bliver mindst lige så smuk i min hjemby Struer og foran alle de danske NFL-fans i Cirkusbygningen,« siger Morten Andersen, som spillede 25 år i NFL og blandt andet er indehaver af rekorden for flest point og flest kampe.

Det er første gang nogensinde, at en af de 310 Hall of Fame-medlemmers buste bliver taget ud af museet. Busten blev skabt af kunstneren Ben Hammond og kan holde i 40.000 år.

Busten er ikke det eneste, der tager den lange vej fra USA til Danmark. Også Pro Football Hall of Fames præsident, David Baker, vil være til stede i Struer, når byen mandag 29. januar hylder Morten Andersen, der vil få overrakt en gave ved en udendørs reception om eftermiddagen og være æresgæst i Struer Energi Park ved en stor fest om aftenen. I USA er der tradition for, at Hall of Fame-medlemmernes hjembyer hædres, men det er første gang, det sker uden for USA.

»Det bliver en folkefest, har jeg fået at vide. Jeg vil bare gerne møde mine gamle venner og skolekammerater, og sige tak til dem i Struer, som har bakket mig op. Jeg håber, at jeg har givet noget til Struer og Vestjylland, og sætter pris på, at de påskønner min rejse og karriere. Borgmesteren skrev faktisk til mig for knap et år siden, og det varmer. Vestjylland var mit fundament, og jeg håber at kunne inspirere til, at med vilje og stædighed, så kommer man langt, uanset hvor man kommer fra, og hvad man drømmer om,« siger Morten Andersen.

Som nyslået Hall of Fame-medlem kunne Morten Andersen have overværet Super Bowl 52 på stadion i Minneapolis, men danskeren har i stedet valgt at tilbringe den sammen med et hav af danske NFL-fans, som altså nu får muligheden for at blive fotograferet sammen med kickerens buste.

»Det bliver en fantastisk aften. De danske fans har altid bakket mig op, og de har stor andel i scoringsrekorden og Hall of Fame-optagelsen, fordi de støttede og motiverede mig, og fordi den slags bare er sjovere, at dele med andre. Jeg glæder mig til at trække guldjakken på, og det bliver specielt at fejre min første Super Bowl Sunday med guldjakke sammen med Danmarks NFL-fans i Cirkusbygningen,« siger Morten Andersen, der får selskab på scenen af den danske NFL-spiller Andreas Knappe, der i løbet af sæsonen har været på kontrakt hos Atlanta Falcons, Washington Redskins og Indianapolis Colts.