Efter 11 år hos Arizona Cardinals, ser det ud til at Darnell Dockett må søge andre græsgange. Han er blevet fritstillet af holdet.

Darnell Dockett, der er en af Arizona Cardinals bedste defensive spillere i gennem tiderne, er blevet fritstillet efter 11 år på holdet.

Dockett, der bliver 34 år i maj, gik glip af hele 2014-sæsonen, efter at have overrevet et ledbånd i august måned. Cardinals sparer således $6,8 mio på salary cappen.

Da Dockett var bedst, var han en ganske alsidig defensiv linjemand, der såmænd også er blevet valgt til tre Pro Bowls i karrieren. Han kan således spille både defensiv end og defensive tackle.

Selvom han ikke kunne nå til enighed om en omstrukturering af den nuværende kontrakt, er det stadig muligt, at Cardinals henter ham tilbage igen. Det bliver dog på en mindre løntung kontrakt i så fald.

"Vi har været meget åbne omkring vores følelser for Darnell, og vores ønske om at få ham tilbage", udtaler general manager Steve Keim. "Efter at have talt med ham og hans repræsentation, er vi kommet frem til, at dette er det bedste for både ham og holdet. Det giver også mulighede for at holde alle muligheder åbne", lyder det afslutningsvis fra Steve Keim.