Mens de danske fodboldfans jublede over landsholdets imponerende 4-0-sejr over Polen, ærgrede de danske NFL-fans sig over, at drømmen om en dansk spiller i NFL led et foreløbigt knæk.

Atlanta Falcons har nemlig fritstillet danske Andreas Knappe, offentliggjorde holdet sent fredag aften dansk tid. Beslutningen kommer ikke som den store overraskelse, efter at holdet tidligere på dagen handlede sig til den offensive tackle Ty Sambrailo hos Denver Broncos, en direkte konkurrent til Knappe. De 32 NFL-hold skal senest lørdag aften kl. 22.00 dansk tid trimme trupperne ned fra 90 til 53 spillere, og det er den proces, Falcons nu har sat i gang.

Den 26-årige silkeborgenser kan dog stadig trøste sig med, at der er en mulighed for, at han kan få en plads på Falcons' practice squad, en trup på 10 spillere, der må træne med de 53 spillere i førsteholdstruppen, men ikke deltage i kampene. Hvorvidt det sker, afgøres tidligst lørdag eller søndag.

Andreas Knappe skrev kontrakt med Falcons, der tabte Super Bowl i februar, umiddelbart efter den årlige draft i slutningen af april. Her vælger holdene imellem de bedste spillere fra college, men ingen var altså interesserede nok i den 203 centimeter og 141 kilo tunge dansker, der spillede for University of Connecticut.

Hvis skrækscenariet bliver en realitet, og danskeren ikke tilspiller sig en plads på Falcons' practice squad, kan andre hold samle ham op. Efter draften oplyste Knappes agent, John Pace, at flere andre hold var interesserede i danskeren

Hvorvidt interessen stadig er til stede, må tiden vise, men det er ikke umuligt, mener Scott Carasik fra hjemmesiden The Falcons Wire, der hører under avisen USA Today. Ham talte BT med tidligere på ugen.

»Der er mange hold derude, som har brug for kvalitetsspillere på Knappes position,« lød det dengang fra Scott Carasik.

Efter tre ugers træningslejr og de tre første preseason-kampe, hvor det blev til begrænset spilletid, så det længe ikke ud, som om Andreas Knappe ville slippe igennem nåleøjet, men de seneste par dage gav grund til optimisme. Tirsdag valgte Falcons nemlig at skille sig af med to af Knappes konkurrenter til en plads på den offensive linje, hvis job er at beskytte quarterbacken og åbne huller for holdets running back, og torsdag viste han sig flot frem, da han spillede hele anden halvleg i den fjerde og sidste preseason-kamp mod Jacksonville Jaguars.



Det var bare ikke nok for Andreas Knappe til at overbevise Dan Quinn og resten af Falcons' trænerstab om, at han skulle have en plads i truppen og følge i landsmanden Morten Andersens fodspor i NFL. Ikke indtil videre i hvert fald.