Det er længe siden Cleveland Browns har haft et tophold. Her kigger vi nærmere på årsagen.
Skrevet af Rasmus Winther
Intro
Quarterback Tim Couch vælges som den første i 1999-draften af Cleveland Browns, som er NFL's nye hold. I 1995 blev det tidligere Cleveland Browns nemlig flyttet til Baltimore, og byen er uden et footballhold i fire år. Med et nyt franchise og en ung, lovende quarterback, ser fremtiden lys ud i Cleveland. Lyset bliver dog hurtigt erstattet af mørke, og i de kommende år famler Browns-organisationen rundt i et uendeligt kaos af udskiftninger på både spillerpositioner, trænere, general managers og præsidenter. Hele nedturen begynder i den første kamp i den regulære sæson i 1999 mod Pittsburgh Steelers. Det eneste højdepunkt ved den kamp er, at den lokale stjerne Drew Carey er dagens celebrity ved cointoss. Browns taber kampen 51-0. Velkommen tilbage til NFL.
Mangel på en ægte franchise-quarterback
En af Cleveland Browns store problemer er, at man på intet tidspunkt har været i stand til at finde den spiller, der har kunne lede sine tropper på offense. Det første forsøg på at finde ham var, som nævnt, Tim Couch, som gik over i historien. Ikke for at være en god quarterback, men for at være et af NFL's største busts. Højdepunktet i Couchs karriere kom i 2002, da var med til at føre holdet til slutspillet. Couch brækker dog benet i sæsonens sidste kamp og må se reserven Kelly Holcombe tabte til Pittsburgh Steelers i Wild Card-runden. Tim Couch spiller sin sidste kamp i 2003 efter bare fem år i NFL.
Den næste quarterback Browns så som frelser, var Brady Quinn, som havde haft en glimrende karriere for college-holdet Notre Dame. Han var favorit til at blive valgt i top 10 i 2007-draften, men gled helt ned til 22. valget og Cleveland Browns, som var lykkelige over at kunne vælge ham der. Lykkelige kunne de langt fra være over Quinns Browns-karriere. På tre sæsoner blev det til 14 kampe i alt, hvor skader og elendigt spil var blandt årsagerne. Han blev tradet til Denver Broncos i 2010.
I 2012 mente Browns så, at den 29-årige rookie Brandon Weeden var et førsterundevalg værd. Ganske vidst havde Weeden haft en rekordsættende collegekarriere, men udviklingspotentialet i Weeden var ikke ret stort. Mange rystede på hovedet af valget, og det skulle vise sig at være gjort med rette. Håbløse beslutninger og skader gjorde, at Weeden allerede spillede sin sidste kamp kun to år efter, han blev draftet. Han er nu backup-quarterback for Tony Romo i Dallas Cowboys.
Kaos i administrationen
Et NFL-holds succes afhænger ikke kun af en quarterback, eller hvilken som helst anden spiller. Det gælder også om at have den rette general ved roret. En head coach, der har truppens respekt og brænder igennem med sine ideer, viden og mandskabspleje. Denne stabilitet har Browns aldrig haft, og siden 1999 har der været syv head coaches uden den store succes for at sige det diplomatisk.
Samtidig med at et holds spillere, head coaches og andre medlemmer af holdet ikke lever op til forventningerne, rulles der også hoveder i ledelsen. Her er det blevet til holdpræsidenter, general managers og trænere, der bare ikke har kunnet sammen, og når det går skidt for hele holdet, ryger der også en general manager eller to. Alle de ting har været symptomatiske for Cleveland Browns.
Butch Davis var ikke nogen succes som head coach – langt fra – men han formåede trods alt at få holdet i slutspillet i 2002, men måtte også selv udøve rollen som general manager, efter at man skilte sig af med Dwight Clark, der eller var den nye æras første general manager.
Romeo Crennel, der var en succesfuld defensive coordinator, kom til som head coach, men han var ingen succes under general manager Phil Savage, som var kommet til fra Baltimore Ravens, hvor han fungerede som Ozzie Newsomes højre hånd. På papiret en mand, der kunne få Browns frem i NFL, men det skulle heller ikke lykkes. I første omgang ville holdets præsident, John Collins, fyre Savage, men det kunne pressen og fansene i Cleveland ikke have, og så måtte Collins selv pakke sit pæne tøj og gå. Savage måtte dog også gå sin vej i 2008, efter at han via e-mail var blevet kritiseret af en fan, hvorefter han svarede tilbage med ordene ”Go root for Buffalo – fuck you!”
Den næste head coach/general manager-konstellation blev en ren farce. Eric Mangini blev i 2009 ansat som head coach og pegede selv på George Kokinis som general manager. Kokinis insisterede på, at det var ham, der fik det sidste ord i sammensætningen af den 53 mand store roster. Der var dog meget, der ikke var, som det skulle være, og Kokinis fandt ud af via TV, at man havde tradet holdets stjernereceiver, Braylon Edwards, væk. Og efter at Cleveland Browns var 1-7 for sæsonen, blev Kokinis sat fra bestillingen af holdets daværende ejer, Randy Lerner. Eftersigende skulle Randy Lerner have ventet på Kokinis personligt og eskorteret ham væk fra stadion. Samtidig kunne Mangini ikke bestemme sig for, hvem der skulle være holdets quarterback. Hverken Brady Quinn, Colt McCoy eller Derek Anderson gjorde noget nævneværdigt, og så var det farvel til Mangini.
Så var der pludselig et lille håb for Browns, da den tidligere succesfulde head coach Mike Holmgren blev ansat som holdets præsident. Han hev Tom Heckert fra Philadelphia Eagles ind som general manager, og efter en række skader til flere quarterbacks, stod Colt McCoy pludselig i spidsen for Browns. Heller ikke han formåede at føre dem fremad.
Browns blev siden solgt til forretningsmanden Jimmy Haslam i 2012, som gradvist fjernede Holmgren fra holdet og fyrede også Pat Shurmur, som var blevet ansat af Holmgren efter to år, hvor det blev til en 9-23-record. Også Tom Heckert måtte sige farvel til Cleveland.
Næste levende billede som Browns’ head coach blev Rob Chudzinski, og general manager-titlen gik til Michael Lombardi, som begge blev hyret i 2013. Browns havde ellers haft muligheden for at hyre enten Chip Kelly eller Ken Whisenhunt. Det blev kun til én sæson for både Chudzinski og Lombardi i deres respektive positioner. Spillerne hadede Chudzinski, også selvom der var tegn til lidt opmuntring efter Josh Gordons Pro Bowl-sæson.
I denne sæson hedder head coachen Mike Pettine. En succesfuld defensive coordinator for både New York Jets og Buffalo Bills. Ray Farmer er general manager, og sammen valgte de to spillere i 2014-draftens 1. runde. Den ene, den dygtige cornerback, Justin Gilbert, mens den navnkundige Johnny Manziel blev valgt senere.
Alle øjne på Manziel
Hvis ikke Cleveland Browns allerede var et galehus, så er der store chancer for, at de kan blive det i de kommende år. Houston Texans’ ejer Bob McNair har udtalt, at han ikke ville vælge Manziel på grund af al postyret, der følger med ham, og postyr skal der nok komme masser af med Manziel på holdet. En umoden knægt, der uden at have spillet en hel kamp for Cleveland Browns, anses for at være byens store håb- næsten på højde med NBA-stjernen LeBron James. Manziel har dog også en hvis aura omkring sig, der signalerer star quality, men i kulisserne er der allerede bekymringer om Manziels adfærd. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Browns valgte ham, men et er sikkert – Manziel vil bringe underholdningen tilbage til Cleveland, hvad det så måtte indebære.
Skrevet af Rasmus Winther
Tidligere artikler i årets optakt
Chefredaktøren PowerRank
Fantasy Football
AFC East gennemgang
Legenderne: Manning vs Brady
NFC West gennemgang
AFC West gennemgang
Bad Guys
NFC South gennemgang
Det nye Steelers
AFC South gennemgang
Tight ends
AFC North gennemgang
Den amerikanske fodbolds indtog på den europæiske scene
Døgnflue eller fremtiden?
De tidlige 10
NFC East gennemgang
De store farlige drenge
Seahawks
10 forudsigelser
NFC North gennemgang
