Seattle Seahawks' Marshawn Lynch var ikke så snakkesaglig på tirsdagens Media Day forud for Super Bowl. Og efter fire minutter - ud af den time der var sat af - forsvandt han.

Der var på forhånd stillet spørgsmålstegn ved, om den meget pressesky Marshawn Lynch ville møde op, da alverdens pressefolk fik en time til at stille spørgsmål til spillere og trænere fra Seattle Seahawks. Men da det timelange pressemøde blev skudt gang, indtog runningbacken sit til lejligheden opstillede podie og tog ordet, inden der blev stillet spørgsmål.

»Jeg er her kun, så jeg ikke får en bøde,« sagde han.

Så fik han et spørgsmål omkring Super Bowl, der spilles på søndag.

»Jeg er her kun, så jeg ikke får en bøde,« lød svaret fra Marshawn Lynch.

Herefter fulgte en række andre spørgsmål om alt mellem himmel og jord, men med samme svar til følge. Selv da den altid charmerende tidligere cornerback-stjerne Deion Sanders tog ordet, var svaret det samme.

Og efter fire minutter og omkring 27 gange 'Jeg er her kun, så jeg ikke får en bøde' gik alarmen på Marshawn Lynchs telefon, og så forlod han podiet med sin sædvanlige pose Skittles.

Det er ikke første gang, at Lynch ikke vil udtale sig til pressen. Tidligere på sæsonen nægtede han at stille op til interview efter en kamp, hvilket kostede en bøde på over 650.000 kroner fra NFL.

For ikke at få endnu en bøde efter den næste kamp, stillede han op til interview - men ligesom ved tirsdagens Media Day med samme svar til alle spørgsmål.

»Yeah,« sagde han over 40 gange ved den lejlighed, hver gang han fik et spørgsmål.

Marshawn Lynch fik støtte ved Media Day fra holdkammeraten Richard Sherman, der opfordrede NFL-kommissær Roger Goodell og ligaens andre chefer til selv at stille op til interviews konstant.

»Al personale i NFL skulle være tvunget til at tale ugentligt,« sagde Sherman til journalisterne og nævnte specifikt Roger Goodell.