For den østrigske stangspringer Kira Grünberg udviklede torsdagens træningspas sig tragisk. I et spring mistede den 21-årige rekordindehaver kontrollen og landede på hovedet på måtten og fik et stort vrid i nakken.

Grünberg blev straks kørt til intensivafdelingen på universitetsklinikken i Innsbruck, hvor hun med det samme kom på operationsbordet. Og søndag fik hun en meget trist besked fra lægerne.

Hun har brækket en nakkehvirvel og må nu indstille sig på et liv som lammet. Det skriver det østrigske atletikforbund på sin hjemmeside.

»Allerede før operationen kunne vi diagnosticere en lammelse,« fortæller klinikken i pressemeddelelsen fra atletikforbundet.

»Patienten er nu indlagt på traumeafdelingen. De kommende ugers undersøgelser vil konkludere, hvordan processen skal være fremadrettet.«

Det østrigske atletikforbund har allerede oprettet en støttefond til Kira Grünberg.