Kristoffer Hari har fart på. Men hans krop har endnu mere travlt med at vokse, og det giver Danmarks største sprintertalent nogensinde store problemer. Hele denne sæson har han været plaget af vokseværk, og det giver sig udslag i rygsmerter, som for en måned siden var så alvorlige, at Hari valgte at melde afbud til junior-VM i USA.

Det er også smerterne, der har begrænset hans træning og hans stævneaktivitet i denne sæson. Hans bedste tid på 100 meter i år er således 10,47, som han løb ved åbningsstævnet i Tårnby, en tid, som han var hurtigere end tre gange sidste år.

Men til trods for de vedvarende problemer har Kristoffer Hari i samråd med sin far og træner, Stefan Hari, alligevel besluttet at deltage i et andet af sæsonens store mål, ungdoms-OL i Nanjing i Kina. Et stævne, som Kristoffer Hari kvalificerede sig til, da han vandt det europæiske udtagelsesstævne i Aserbajdsjan sidst i maj. I eftermiddag skal den 16-årige Hari på banen og løbe indledende heat på 100 meter.

Hans bedste tid i år er den fjerdehurtigste blandt samtlige deltagere, og på forhånd er danskeren favorit til at vinde sit heat. Men det er de tider, som løberne opnår i heatene, der er afgørende for, om de kommer i finalen, så det er ikke nok at vinde heatet. Den danske holdleder, Charlotte Beiter Bomme, fortæller, at Hari løber uden de store forventninger.

- Han er ikke 100 procent klar, men han stiller til start og ser, hvordan det går. Han har desværre lidt problemer med sin ryg, som han har haft hele sommeren.

- De siger, at det er noget vokseværk, som driller ham. Han er så eksplosiv, så hurtig i forhold til, hvad hans krop er forberedt på. Han vil komme til at døje med nogle problemer, indtil han bliver større og stærkere, konstaterer Beiter Bomme, der til daglig også er klubkammerat med Hari i den københavnske klub Sparta.

- Hans krop kan ikke følge med i, at han er så god og løber så stærkt. Det er jo super- ærgerligt, for jeg ved, at Kristoffer er den, der ærgrer sig mest. Men det virker til, at han er ved godt mod og stiller til start. Og så må vi se, hvordan det går. Maksimal fokus Både Kristoffer og hans far, Stefan Hari, har lukket helt ned for interview, indtil lørdagens finale er overstået, fortæller Charlotte Beiter Bomme.

 Al fokus drejer sig lige nu om trods alt at få det maksimale resultat ud af anstrengelserne.

- Det er virkelig stort her-ovre. Det er næsten som det rigtige OL. Der kan være 60.000 tilskuere, og jeg tror, at der er halvt fyldt nu. Det er vi jo ikke vant til, så det er klart, at hele spændingsniveauet lige stiger en lille smule, fortæller den danske holdleder.

Hun kunne under alle omstændigheder glæde sig over en anden ung dansk løber, der var i ilden i går. Her blev Benjamin Lobo Vedel toer i sit heat på 400 meter i den gode tid 47,27, som er det næsthurtigste, den danske juniorrekordholder nogensinde har løbet.

 Det var samtidig den næsthurtigste tid i samtlige heat, og dermed er han klar til finalen, som løbes natten til lørdag, dansk tid. Ifølge den danske holdleder er der dog mere i vente fra Aalborg-løberen, som ikke gav sig fuldt ud i sit indledende heat.