Usain Bolt kan se frem til øget konkurrence på løbebanen, efter landsmanden Asafa Powell mandag fik grønt lys til at vende tilbage til feltet.

Powell var fra 2005 til 2008 verdens hurtigste mand i historien, men i januar sidste år klappede dopingfælden for 100-meter løberen. Han blev idømt en karantæne på 18 måneder efter at være blevet testet positiv for stoffet oxilofrine ved de nationale mesterskaber på Jamaica.

Nu kan Powell så igen snøre skoene og gøre sig klar til start. Det afgjorde sportsdomstolen CAS mandag efter en appel fra sprinteren, der sammen med sin landskvinde Sherone Simpson tidligere på året blev dømt for at dope sig med oxiliofrine.

31-årige Powell, der slog verdensrekord med tiden 9,72 på 100 meter-distancen i 2005, kaldte den oprindelige dom for 'unfair og uretfærdig'. Derfor var han lettet, da han mandag modtog nyheden om, at han med øjeblikket varsel nu må konkurrere igen:

- Endelig er byrden taget af mine skuldre. Retfærdigheden er sket fyldest. Nu skal der løbes!, skriver han på sin Twitter-profil.

Og det gør han så allerede i tirsdag aften, hvor Powell stiller til start til stævne i den schweiziske by Lucerne.

Sherone Simpson, der vandt sølv på 100 meteren ved OL i Beijing i 2008, oplyser ikke, hvor og hvornår hun stiller til start igen.