Den norske stangspringer Cathrine Larsåsen har gennem en årrække dannet par med den danske længdespringer Morten Jensen. Tilbage i februar bar kærligheden frugt i form af en lille dreng og et par lykkelige forældre. Men familieforøgelsen har også sine omkostninger for Larsåsen, som ellers er en af norsk atletiks mest profilerede atleter. Hun har måttet droppe weekendens norske mesterskaber, fordi hendes bryster er blevet for store.

»Jeg kan ikke træne og konkurrere ordentligt, før mine bryster bliver mindre,« fastslår Larsåsen til norske dagbladet.no.

På sin egen blog har hun forklaret sine overvejelser omkring sit afbud:

»En dum nedrivning på grund af for store bryster ville ikke have været så morsomt. Det er faktisk en stor udfordring at have mælkeproducerende bryster, når man springer,« fortæller hun og uddyber over for den norske avis, at hun delvist selv er skyld i, at hendes barm har gjort hende ukampdygtigt, fordi hun ikke som mange andre atleter har valgt amningen fra til fordel for modersmælkserstatning:

»Det er fakta. Det er ikke optimalt at konkurrere, når man ammer. Jeg synes ikke, at det fungerer. Da jeg blev mor, bestemte jeg mig for, at jeg ville amme. Jeg synes, at det er vigtigt at give modermælk så længe, som jeg har mulighed for det. Det er ingen selvfølge, at alle kan gøre det.«

Den 28-årige norske atlet har dog stadig en klar ambition om at vende stærkt tilbage og drømmer om sågar om at kunne taltage på den største scene i Brasilien til næste sommer.

»Jeg håber at komme tilbage omkring februar ellers marts, når indendørssæsonen begynder. Og så håber jeg at kæmpe mig til en OL-plads,« fastslår den norske kvinde, som er i fuld gang med grundtræningen med henblik på at gøre comeback efter fødslen.

Cathrine Larsåsen har tidligere repræsenteret Norge ved VM. Hun blev nummer 13 ved VM i 2011 og har en personlig bedstenotering på 4,40 meter (4,41 meter indendørs) og i Danmark repræsenterer hun Østerbro-klubben Sparta.