Hold da k*ft … Jeg håber, I fulgte med derude, for sikke en kamp. Desværre endte Viktor Axelsen ud i et kvartfinalenederlag på 21-8, 18-21, 19-21 mod verdens nummer fem, indonesiske Anthony Ginting.

Det betyder samtidig, at Axelsens to vilde stimer stopper efter et kæmpe drama til allersidst. Læs B.T.s dom over kampen her.

Det startede en anelse nervøst hos både Axelsen og Ginting, og mens verdensetteren hurtigt fik rettet op, fortsatte indoneseren sine problemer med at finde baglinjen.

Og så var der ingen slinger i valsen for Axelsen, der stensikkert kørte første sæt hjem. Det lignede en sand magtdemonstration, men i andet og tredje sæt fandt Ginting fornyet energi, og kørte i perioder danskeren rundt på halgulvet.

Det endte ud i en sand neglebider. Puha, jeg tror stadig, jeg er forpustet.

Sikke et niveau og sikke en kamp. Dét var vanvittigt!

Viktor Axelsen har været stærkt spillende ved dette års All England og havde indtil i dag ikke smidt et eneste sæt.

Men i kvartfinalen satte Ginting en stopper for Axelsen, da indoneseren vandt både andet og tredje sæt.

Og det var ikke den eneste stime, som Ginting ødelagde i dag.

Han havde nemlig ikke vundet over danskeren siden 2020, men i dag gik det galt.

Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»NO, NO, NO!« Axelsen var RASENDE!

Ved stillingen 18-18 fik Ginting et livsvigtigt point til 18-19, som danskeren bestemt ikke var enig i.

Dommeren fastholdt sin beslutning, og dét blev dyrt for det vilde comeback, som Axelsen netop var i gang med.

Axelsen var tydeligt påvirket over situationen og med en lænd, der gav ham store problemer, kunne han intet stille op mod Gintings vanvittige tempo.

Av, den gør ondt for Axelsen.

Det var tydeligt i interviewet efter kampen, hvor han heller ikke lagde skjul på, at han ikke ramte det niveau, vi kender ham for.

Ginting er nu videre til semifinalen, hvor han møder den 24-årige franskmand Christo Popov, som slog Koki Watanabe med 2-0 i sæt.