Det var et smilende dansk par efter sejren over japanerne Naoko Fukuman og Kurumi Yonao, der sendte dem videre til VM-finalen i Jakarta.

»Det sitrer i mig og hårene står stadig op. Jeg tror ikke, jeg har prøvet noget lignende, så kan jeg i hvert fald ikke huske det. Det er alt for vildt,« sagde en glad Christinna Pedersen til TV 2 Sport efter semifinalen.

»Holdt kæft, jeg havde gele i benene under kampen, men jeg holdt hovedet koldt. Tror, jeg havde gåsehud under hele kampen, fordi folk i hallen var med os. Det var så sejt,« sagde Kamilla Rytter Juhl.

Det var tydeligt, at den danske damedouble styrede spillet det meste af kampen og blev ikke rystet, selvom japanerne i andet sæt kun var to point bagud.

Søndag gælder det VM-finalen hvor Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen enten skal op mod Zhao Yunlei og Tian Qing fra Kina (regerende verdensmestre) eller hjemmebanefavoritterne fra Indonsien Greysia Polii og Nitya Krishinda Maheswari. Men efter lørdagens sejr er pigerne klar på hvem som helst.

»Det kan jeg slet ikke tænke på, det bliver det vildeste, hvis vi skal møde indoneserne. Det kunne være sjovt at prøve,« sagde Rytter Juhl.