Anders Antonsen imponerede stort, da han onsdag aften besejrede verdensmesteren Loh Kean Yew i første runde i All England.

Danskeren vandt kampen i tre sæt med cifrene 21-15, 18-21, 21-13.

På forhånd havde Antonsen, der er nummer tre i verden, selv kaldt det for en 'pissehård' lodtrækning, at han skulle møde den indonesiske verdensmester allerede i første runde.

Men danskeren rullede al sin klasse ud og endte altså med at ekspedere VM-guldvinderen ud af den traditionsrige turnering.

Dermed fik Anders Antonsen revanche for nederlaget i VM-semifinalen i december.

Med sejren er Antonsen nu klar til anden runde i All England - akkurat ligesom landsmanden Viktor Axelsen, der sikrede sig avancement tidligere onsdag med en sejr over indiske Sai Praneeth.

Sent onsdag aften kan Hans Kristian Vittinghus gøre sine landsmænd selskab, men det vil kræve en stor overraskelse.

Vittinghus skal nemlig op mod den japanske stjerne Kento Momota, der nummer to i verden.