Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er videre til VM-finalen efter en flot sejr over japanerne. Der var både glæde og lidt våde øjne af finde hos de to danskere efter kampen.

Der var ikke noget tidspunkt under semifinalen, at de to dansker var under pres, de viste stor koncentration og styrke i deres spil. Og glæden var stor for Kamilla Rytter Juhl, da andet sæt blev hevet hjem med 21-15.

»Følelserne hopper op og ned inden i, nogle gange kan jeg ikke helt forstå, hvad vi har gjort, og andre gange sidder man med lidt våde øjne, fordi det går op for en, hvad vi har gjort,« fortæller hun og er glad for, at de stadig kan levere resultater.

Læs også:

Det er første gang, at en dansk damedouble er kommet så langt, og det giver tydeligt stof til eftertanke hos den 31-årige spiller.

»Vi er de første, der kommer i en finale i damedouble til et VM, det er noget, man bliver stolt af. Og det er også noget, der kan sætte tankerne i gang, for det resultat, vi er ved at lave, er kæmpestort,« siger en rørt Rytter Juhl.

Læs også:

Søndag gælder det finalen mod enten kineserne eller indoneserne, hvor danskerne ikke er sat som favoritter.

»Vi kommer til at være underdogs i morgen (søndag, red.), så vi skal turde at gå efter chancerne. Det er det overordnet mål,« slår Kamilla Rytter Juhl fast.