Badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen gik torsdag videre ved VM i Jakarta. Fredag gælder det så kvartfinalen mod veteranen Lin Dan, der sendte danske Hans-Kristian Vittinghus ud.

Jan Ø. Jørgensen går fredagens kvartfinale i møde med masser af selvtillid efter sejren over sydkoreanske Son Wan Ho, som ellers har besejret danskeren i tre af deres hidtil fire indbyrdes opgør.

Jørgensen vandt torsdag 21-19, 21-11 over verdensranglistens nummer ni og møder nu veteranen Lin Dan. Det er ikke første gang, at Jan Ø. Jørgensen skal møde den femdobbelte verdensmester. De to herrer har mødt hinanden ni gange, hvoraf danskeren har vundet to kampe. Jørgensen vandt i 2014 under Yonex Japan Open. Og selvom det er en stærk modstander, er Jørgensen ved godt mod.

»Jeg har en god mavefornemmelse, jeg spillede ret godt i dag, det bedste jeg har spillet til et VM. Så jeg ser med fortrøstning frem til i morgen (fredag, red.) og håber, jeg kan komme op på det niveau, jeg spillede i dag (torsdag, red.), så har jeg gode chancer. Det er fedt, at det hårde arbejde op til VM betaler sig,« siger Jan Ø. Jørgensen, der frem mod VM forsøgte sig med en lidt anderledes optakt, hvor han deltog i en turnering frem for kun at træne.

For et par måneder siden mødte Jørgensen den kinesiske dobbelte OL-vinder til Malaysia Open, hvor det lykkedes danskeren at spille lige op mod Lin Dan.

»Han er en stærk spiller, så det er hele pakken, der skal fungere, for at jeg kan slå ham,« påpeger Jan Ø. Jørgensen, der glæder sig til kampen.

Den 31-årige kinesiske badminton-legende sidder dog ikke længere på tronen som verdens bedste. I dag ligger Lin Dan nummer fem på verdensranglisten og ligner ikke den topspiller, han tidligere har været.

»Han er ikke på det niveau, han har været. Han taber flere kampe end tidligere, så troen på at slå ham er større, end den var førhen,« fortæller Jan Ø. Jørgensen, der tror, han har muligheden for at vinde kampen i dag.

»Jeg er fysisk stærkere, end han er. Psykisk tror jeg ikke, at der er nogen, der er stærkere end ham, for han har vundet alt. Jeg har nogle forcer, jeg skal spille på. Jeg er rigtig hurtig, også hurtigere end han er. Det bliver en taktisk kamp. Der er ikke nogen steder, hvor vi ikke skal ind og slås,« siger den danske badmintonspiller, der fastslår, at der ikke skal sættes mange ben forkert på banen, hvis han skal lykkes med at besejre Lin Dan.

Viktor Axelsen er også stadig med i herresingle, efter sin sejr på 21-16, 19-21, 21-18 over indiske H.S. Prannoy torsdag, men han kommer på en svær opgave i fredagens kvartfinale, hvor førsteseedede kineser Chen Long venter.

»Jeg var tæt på i Australien, men i morgen er en ny dag, så jeg håber, jeg kan komme over min hoste. Det havde overhovedet ikke noget at sige i dag, og jeg håber, jeg er klar i morgen,« sagde Viktor Axelsen efter torsdagens sejr til TV2 Sport.

Også damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er klar til kvartfinalen fredag ved VM i Indonesiens hovedstad, Jakarta, da de besejrede sydkoreanerne Lee So Hee og Shin Seung Chan, 21-11, 21-17. I kvartfinalen er det et sydkoreansk par, der skal forsøge at stå i vejen for de danske kvinder.

Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen er også videre og gjorde i går kort proces mod japanerne Hirokatsu Hashimoto og Noriyasu Hirata. 21-14, 21-11 lød de overbevisende cifre. I dag venter der kinesisk modstand til det andenseedede danske par.

Til gengæld måtte herredoublerne Kim Astrup/Anders Skaarup og Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding, mixeddoublerne Kamilla Rytter Juhl/Mads Pieler Kolding og Christinna Pedersen/Joachim Fischer samt herresinglen Hans-Kristian Vittinghus alle forlade VM efter nederlag i ottendedelsfinalerne torsdag.