Badminton-spilleren Jan Ø. Jørgensen kan ånde lettet op. Den knæskade, som han pådrog sig mod Tien Chen Chou fra Taiwan ved VM torsdag aften i Ballerup ser ikke ud til at skulle holde ham væk fra sporten i længere tid.

Han har i dag gennemgået en lægeundersøgelse, og denne bekræftede et riv i senen ved knæet og en overbelastning af muskulaturen.  

De kommende dage vil Jan Ø. Jørgensen modtage behandlinger mod skaden, og derefter tilrettelægges det videre genoptræningsforløb.

- Udsigten til at komme tilbage i kamp forholdsvis hurtigt er en positiv melding. Men skuffelsen over at være udegået ved VM fylder naturligvis stadig mest hos Jan Ø. Jørgensen, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.