Mathias Boe og Carsten Mogensen er overraskende færidg ved VM i badminton, efter de fredag tabte til Liu Xiaolong/Qui Zihan i kvartfinalen.

Den andenseedede danske duo, der på forhånd var Danmarks bedste bud på en topplacering ved VM, fandt aldrig deres topniveau frem, og derfor blev det til et nederlag til de niendeseedede kinesere på 15-21, 19-21.

»Det var en rigtig, rigtig lorte kampe. Vi får lavet nogle dumme fejl og bliver passive. Det er fandeme ringe og slemt skuffende,« sagde en meget skuffet Mathias Boe efter kampen til TV2 Sport.

Damedoublen med Christianna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl havde derimod en god dag i Jakarta, da de mødte koreanerne Go Ah Ra og Yoo Hae Won. Danskerne dominerede tungt fra start, og den linje fortsatte de igennem hele kampen. Danskerne var ganske enkelt en klasse bedre end den koreanske duo på den anden side af nettet.

Første sæt endte 21-8 i dansk favør, og Christianna Pedersen viste undervejs, hvorfor hun regnes som en af verdens bedste, når der skal serves. I andet sæt fortsatte den danske dominans, og det blev kørt hjem med 21-10.

Dermed er de to danske kvinder klar til semifinalen, og det udløser som minumum et sæt VM-bronzemedaljer.