Viktor Axelsen spiller søndag eftermiddag finale i All England - for fjerde gang i træk.

Og det skaber stor stolthed hos den danske OL-guldvinder.

»Det er helt sindssygt. Selvfølgelig er jeg lige kommet ud af banen, så jeg er stadigvæk meget i zonen, men jeg er virkelig glad og stolt over, at jeg endnu en gang formåede at spille mig i en finale,« siger han til TV 2 efter sejren i semifinalen.

I semifinalen vandt Axelsen over taiwanesiske Chou Tien Chen med 21-13, 21-15, og selvom verdensetteren havde problemer undervejs, ændrer det ikke på indtrykket af, at danskeren har været suveræn indtil videre ved All England.

Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Og nu står han altså i finalen i den prestigefyldte turnering for fjerde gang i karrieren.

Netop det faktum skulle gerne blive en fordel, håber Viktor Axelsen.

»Jo flere store titler man kan få, jo federe er det. Jeg går formentlig ind med en god ro. Jeg har stået der før, og jeg ved, hvad det er. Jeg glæder mig. Det er ikke once in af lifetime, for jeg har prøvet det nogle gange, men det er den fornemmelse, du har, når du går på banen i en All England-finale,« siger han til TV 2.

I finalen venter Axelsens træningsmakker Lakshya Sen. Og det er danskeren, der har revanche til gode mod Sen, som er nummer 11 på verdensranglisten.

I sidste uge mødtes de to i semifinalen i German Open, hvor indiske Sen vandt i tre sæt.

Indtil videre lyder Axelsens finalestatistik i All England på én sejr og to nederlag. Men søndag eftermiddag får han altså mulighed for at skabe balance i det regnskab.