Regeringen bremser lige nu den grønne omstilling, fordi man endnu ikke har indfriet et løfte fra finansloven.

Så kontant lyder meldingen fra De Danske Bilimportører, som konstaterer, at udviklingen i salget af ellastbiler er gået tilbage.

I en pressemeddelelse forklarer man, at udviklingen i andelen af solgte ellastbiler er faldet fra 7,3 procent i første kvartal i 2023 til 6,8 procent i samme periode i år.

Selvom det samlede salg af lastbiler i Danmark steg med 55 fra 1.174 lastbiler i første kvartal sidste år til 1.229 i år, faldt antallet af solgte ellastbiler med to.

Og det skyldes, at Mette Frederiksens regering nøler med at indfri et løfte, som blev afgivet i årets finanslov, peger De Danske Bilimportører på.

»I regeringens præsentation af finansloven i slutningen af august gav de et løfte om 300 millioner kroner til ellastbiler,« forklarer Mads Rørvig, som er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, over for B.T.

»Så er det klart, at de vognmænd, som er på vej til at investere, har trukket i håndbremsen og venter på, at det tilskud kommer. Det står på finansloven, men vi har ikke set skyggen af det endnu,« konstaterer han desuden.

Mads Rørvig er ivrig efter at indskyde, at branchen er meget taknemmelig for, at løftet om støtte overhovedet er blevet givet.

»Men det ændrer ikke på, at det lige nu bremser den grønne omstilling. Det er dyrt for den grønne omstilling lige nu, at der bliver nølet,« siger Mads Rørvig.

»Når det er lovet, så skal vi også have det i gang. Det bremser udviklingen,« fastslår han desuden.

Mads Rørvig forklarer samtidig, at ellastbiler – akkurat som personbiler – er en smule dyrere end de konventionelle modeller, og derfor er der behov for på samme måde at hjælpe salget i gang.

Og han mener, at ellastbiler har stort potentiale til at hjælpe med den grønne omstilling på transportområdet i Danmark.

»Personbilerne står for langt den største del af udledningen af CO2. Men omkring 50 procent af den tunge trafik på hjul i Danmark kører under 300 kilometer om dagen,« siger Mads Rørvig.

»Så der er et kæmpe potentiale for at få elektrificeret den del af den tunge trafik,« vurderer han.