Når Ferrari til næste år præsenterer mærkets første elbil, bliver den helt anderledes end eksempelvis Teslas modeller på i hvert fald ét punkt:

Den kommer til at lyde som en Ferrari.

I hvert fald lover den italienske bilgigants CEO Benedetto Vigna, at Ferraris elbil kommer til at give føreren den samme 'unikke' oplevelse, som Ferraris forbrændingsmotorer har gjort det. Det skriver CNBC.

Og på Ferraris hjemmeside slår man selv fast, at Ferrari-bilerne også er kendt for 'den pulserende lyd' fra sine motorer.

»Elektriske drivlinjer er stort set lydløse og glatte, hvilket passer til de fleste situationer, hvor man kører bil. Men supersportsvogne er baseret på større følelser, og et tilfredsstillende – og organisk – soundtrack er afgørende,« fastslår Ferrari selv.

Til CNBC siger Benedetto Vigna desuden, at man kan gøre mange ting med elektriske biler, hvis man kender teknologien.

»Når vi taler om luksusbiler som vores biler, så taler vi om de følelser, som vi er i stand til at give til vores kunder, så vi taler ikke om funktionelle biler som andre elbiler, som du ser på vejene,« siger Benedetto Vigna til CNBC.

»Vi er helt ærligt ikke i tvivl om, at vi kan levere en unik oplevelse til vores kunder, fordi vi kan udnytte teknologien på en unik måde. Det er det, vores virksomhed har gjort siden begyndelsen,« understreger han.

Ferrari har som målsætning, at man skal være CO2-neutral i 2030, men selv om bilgiganten ikke kommer til at vende forbrændingsmotorerne ryggen, så vil cirka 60 procent af Ferraris produkter være enten fuldt elektriske eller være hybridmodeller.

Og måske er den strategi allerede en succes. Ferraris aktie er i hvert fald steget fra en pris på 307,40 euro ved indgangen til 2024 til de nuværende 399,20 euro.

Den stigning kommer efter, at aktien allerede var steget med 59 procent i løbet af 2023. I det seneste regnskab leverede Ferrari for første gang i selskabets historie et overskud på mere end en milliard dollar.

Hør første udgive af den nye B.T.-podcast Spar kassen her.