KOMMENTAR
Tag et kig på listen til højre over Superliga-trænere dette forår. Det er gode navne, ikke?
Glen Riddersholm er tilbage i job i AGF, og i Farum er den lidt sky islænding, Olafur Kristjansson, blevet afløst af en Kasper Hjulmand, der er kommet hjem med noget på hjerte og en dagsorden i tankerne.
Læg dertil den ’gamle’ garde med Ståle Solbakken, Thomas Frank, Lars Søndergaard, Kent Nielsen, Ove Pedersen og en Jess Thorup, der vokser i Herning - og du har en rolleliste med slag i.
Det lover godt. Naturligvis når det gælder spillet på banen og det taktiske aspekt ude på græsset, men også når vi bevæger os udenfor. I de seneste mange år kan jeg ikke huske et ’cast’, som det hedder på Hollywood’sk, med en sådan pondus.
Selvfølgelig havde Michael Laudrup engang hovedrollen, men dengang var birolle-indehaverne ikke, hvor de er nu. Og her er det ikke nødvendigvis det rent trænerfaglige, jeg refererer til.
Fire nuværende Superliga-trænere har danske mesterskaber på samvittigheden. Det er mange i et lille land som Danmark. Ståle Solbakken har det, Glen Riddersholm har det og det samme er tilfældet for Kent Nielsen og Kasper Hjulmand. Det kan ikke undervurderes. Et mesterskab på CV’et giver ikke bare pondus, respekt og slagkraft, men kan også danne grobund for rivalisering og misundelse.
Jeg tror derfor, vi får en halvsæson med mere verbal underholdning og flere stikpiller fra trænernes side, end vi tidligere har set. Tænk bare Solbakken vs. Riddersholm, Solbakken vs. Frank eller endda Kasper Hjulmand.
Jeg vil byde det velkommen. Jo mere debat og jo flere forskellige holdninger og meninger, vi får på banen, des mere interessant bliver Superligaen. Også i kulissen vil kampene og spillet trænerne – og dermed også klubberne – imellem fortsætte.
Eksemplet, hvor Ståle Solbakken medvirkede til at få Erik Sviatchenko sendt til skotske Celtic, er næppe det sidste af sin slags. Og sådan skal det et eller andet sted også være.
Men er det ikke et etisk skråplan at blande sig i andre klubbers sager, vil nogen sikkert spørge? Og det kan man måske sige. Men gør man det, er det – undskyld mig – en kende naivt. Fodbold er også benhård business, hvor forskellen på sejre og nederlag er større, end i så mange andre brancher.
Ved at ’hjælpe’ Erik Sviatchenko til udlandet, svækkede Ståle Solbakken en direkte konkurrent i en grad, der i yderste konsekvens kan sende mesterskabet til Parken i stedet for til Herning.
Bevares, Sviatchenko var sikkert blevet solgt lige meget hvad. Men Ståle Solbakken fulgte ham et skridt nærmere paskontrollen. Det kan måske kaldes kynisme, men det kan også kaldes professionalisme. Og den slags har det med at vinde på den lange bane.
Heldigvis ser professionalismen hos netop de bedste trænere i Superligaen rigtig god ud. Men samtidigt har mange af dem ild i øjnene og ambitionerne og ind imellem også følelserne udenpå træningstøjet.
Jeg vil glæde mig til at følge og betragte de 12 mand på sidelinjen i det forår, der heldigvis efterhånden er lige på trapperne. Det bør blive sjovt.
