KOMMENTAR af BTs sportschef, Benjamin Munk Lund
For noget tid siden havde jeg fornøjelsen at være med i radioprogrammet Fodbold FM med Erik Larsen, der i flere år var en del af teamet omkring Michael Laudrup i klubber som Swansea, Spartak Moskva og Mallorca. Larsen rejste med Laudrup rundt som scout og assistent. Hans syn på fodbold ligger med andre ord ikke langt fra Laudrups. Han synes, det er sjovest at have bolden.
Vi kom den aften - det var 2. påskedag - i radiostudiet til at tale om det med at have bolden og bruge bolden, da vi skulle debattere den arv, som nu afdøde Johan Cruyff efterlader sig.
Erik Larsen sagde blandet andet, at som han oplevede Cruyffs aftryk, så havde han taget det på sig som en forpligtelse at spille godt med bolden. En forpligtelse, nogle må påtage sig, sagde Larsen videre:
»Hvis ikke de bedste hold er forpligtede til at udvikle fodbolden og være dygtige til at spille med bolden, hvem er det så, der skal gøre det? Det kan man godt tænke lidt over, for der er rigtig mange, der synes noget andet i dag.«
Jeg kom til at tænke på Erik Larsen, da jeg tirsdag aften sad og så Champions League-kvartfinalen mellem Atlético Madrid og FC Barcelona. Normalt holder jeg meget af de hold, der udfordrer de dominerende skikkelser. Altså dem, der kan udfordre de notorisk store, stærke og rige.
Jeg var på alle måder fascineret af Atlético Madrid, da holdet vandt det spanske mesterskab for to år siden. Det, Leicester er i gang med i England, synes jeg også er en charmerende og pragtfuld historie.
Men altså tirsdag aften røg Atlético Madrid i min bog (igen) langt uden for skiven i et møde med en af Champions League-giganterne. Det var på alle måder blottet for charme at kigge på Atlético Madrid på Camp Nou tirsdag aften.
Jeg hører alle indvendingerne: Nogle gange må man gå på kompromis. Resultatet er over alt andet. Mod Barcelona er der ikke andre veje. Sådan er det at være de små, så handler det om ren overlevelse.
Well, hvis Champions Leagues fascinationskraft skal overleve, så har vi efter nu at have haft svingende spænding og kvalitet gennem et forudsigeligt gruppespil nu brug for at se store fodboldkampe mellem hold, der selvfølgelig vil vinde, men som også mener, at de er sat i verden for at spille fodbold.
Og præmissen om Atlético Madrid som en af de små holder ikke længere. Atlético Madrid er på mange parametre et fremragende fodboldhold med en vildt karismatisk træner.
Det er et hold, som i den hjemlige liga har lavet 1,7 mål per snit per kamp - det er på niveau med Arsenal i England og Juventus i Italien. Det er et hold, der i spillere som Koke og Antoine Griezmann rummer skønne fodboldspillere. Det er et hold, der har så meget energi og så stor kollektiv kraft, at det fremkalder respekt. Det fremkalder sådan set også respekt, at man kun lukker mål ind i gennemsnitligt hver anden kamp i den hjemlige liga.
Med andre ord: Atlético Madrid er ikke længere en miniput. Det er et af Europas fem bedste fodboldhold. Det synes jeg forpligter. Også på Camp Nou.
Jeg synes, det forpligter til at gøre bare lidt mere, end det man gjorde tirsdag aften. Og nej, det var ikke først efter udvisningen af Fernando Torres, at Atlético Madrid stillede alle mand i eget felt. Torres lå og trak sine gule kort som forreste Madrid-spiller et sted midt på egen banehalvdel med ni mand bag sig i en ekstremt snæver blok på kanten af eget felt.
Sådan kan Malmö FF komme til Camp Nou, men ikke Atlético Madrid.
At se Atlético Madrid begå et hav af frispark, trække tiden og gemme sig uden antydningen af ambition for, hvad man ville med bolden, gav minder om de værste udtryk, José Mourinhos fodboldhold ved skiftende lejligheder har haft i et destruktionsprojekt af FC Barcelona.
Det er synd for et godt fodboldhold. Atlético Madrid er meget bedre end det. Og hvis dette er den charmerende underdogs bedste bud på at vinde mit hjerte, så siger jeg tak for forsøget, men nej tak.
