Medaljer er altid gode ved et OL. Også den bronzemedalje, som den danske kvartet i 4000-meter-holdforfølgelsesløbet i aftes hentede.
Dansk cykelsport er i den grad i gang med til at levere sin del af varen til det regnskab, der skal bringe Danmark på 10 medaljer i Rio.
Det er stærkt gået, og det har været stærkt at se det danske hold på den smukke velodrom i den olympiske by.
Men der kommer altså et lille men.
For eftersmagen af, hvor tæt holdet var på at ramme finalen og kampen om guldet og sølvet, sad altså i munden nogle timer efter i aftes.
Holdet havde kørt et brag af en semifinale og skubbet til den danske rekord. Det førte også på samtlige mellemtider i heatet. Ja, Australien klokkede kun ind først én gang. På målstregen.
Av.
Og man kunne bagefter ikke lade være at sidde og spørge sig selv, om danskere kom til at køre tre mand for tidligt, da Frederik Madsen slog ud, og om det kostede sølvet, at Norman lige nu kører så hurtigt, at hans to tilbageværende kammerater ikke kunne holde hans hjul.
Men både syren og skuffelsen blev altså rullet så meget ud af kroppen, at danskerne en times tid senere slog New Zealand i kampen om bronzen og dermed fortsatte den flotte fortælling om dansk banecykling, der har været gang i lidt mere end 10 år.
Det er tredje OL på stribe, at der laves medaljer.
Og det var ingen selvfølge, at det skulle gå sådan.
For 13 år siden styrede taget såldes sammen over cykelbanen i Ballerup Super Arena, og ud over, at man stod med et enormt genopbygningsarbejde og arbejde med at placere ansvaret for den katastrofale bygningsfejl, så stod Danmarks Cykle Union også med en banesport på et absolut nulpunkt.
Hvis man vil forstå, hvordan vi kom derfra til i dag, kan man kun begynde med at understrege betydningen af, at det i 2005 lykkedes for daværende direktør i DCU, Jesper Worre, at ansætte tyske Heiko Salzwedel som landstræner.
Jeg mødte selv Salzwedel første gang dér og fulgte i de følgende år hans arbejde med de danske baneryttere. Han var en detaljens mester, og formentlig den bedste træner, man overhovedet kunne få. Det er han sådan set nok stadigvæk.
I hvert fald var det tæt på en betingelse fra Bradley Wiggins' side, da han efter endt landevejskarriere skulle overtales til at tage en sidste tørn på cykelbanen frem mod OL i Rio, at det britiske cykelforbund fik overtalt Salzwedel til at træne holdet.
Igen. For Salzwedel havde været der før - to gange endda, og han er altså også med her i Rio. Han har også været i Australien, Rusland og Schweiz. Han er sådan en, man i portrætter beskriver som en cykelnomade, der voksede op som træner i det gamle DDR, og som efter murens fald rejste ud i verden med sin ekspertise: at skabe succes på et cykelhold.
Og han nåede altså også Danmark på et tidspunkt, hvor sporten var allermest presset.
Det var en vild investering, Danmarks Cykle Union dengang gjorde. Salzwedel var dyr, og de krav, han stillede, forventede han blev honoreret. Så lovede han til gengæld at gå i gang med at gøre det danske hold i 4000-meter-forfølgelsesløb til en kandidat til olympiske medaljer allerede i 2008.
Og det var logisk for ham, at det skulle være holdløbet, man tog fat på:
»Det er ganske enkelt en helt særlig disciplin. Det er en holdpræstation, du repræsenterer dit land, det er forbundet med en stolthed. Det er det største,« sagde han til mig i et interview.
"Holdløbet rummer det hele: Matematik, fysisk, et krav om præcision, og et krav om, at man skal være holdspiller, man kan ikke opnå noget, hvis man er selvisk, man skal være dedikeret.«
Han lagde fundamentet for det, vi i aftes så tage den fjerde danske medalje her i Rio.
Sport er imidlertid for elitære og grådige mennesker, og vi var inde at røre ved sølvet (jeg skriver slet ikke guld, for Storbritannien - med Salzwedel som træner - er bare så meget i en liga for sig selv, at de andre konkurrerer om de næste pladser), og det mærkede man stadig, da mørket faldt på i Brasilien.
Men det er sørme også rimeligt at sige, at man har vundet bronze, når man har kørt den hurtigste tid nogensinde af en dansk kvartet.
