KOMMENTAR: Jeg kan godt forstå, at Daniel Agger i sin karrieretænkepause nåede frem til, at hans karriere skal stoppe her.
Derfor kan vi alligevel godt tillade os at ærgre os over det, synes jeg.
Ikke fordi jeg tror, at Aggers krop havde haft godt af at skulle give mere til spillet på både klub- og landsholdsplan, men fordi det sådan helt generelt er for tidligt, at så fremragende en spiller ikke skal spille mere.
Og jeg synes virkelig, at Daniel Agger var en fremragende fodboldspiller, jeg har også til det sidste syntes, at han var den indiskutabelt bedste mand til det danske landsholds midterforsvar.
Og det har jeg mødt masser af himmelvendte øjne over, og det lever jeg fint med. For mig var Agger stadig bedst, og det havde han også været i morgen, mener jeg.
Men derfor må man - altså sådan en som mig - alligevel forsøge at sætte sig ind i og forstå, at Agger både mentalt og fysisk skulle forholde sig til, at nok var han stadig god, men han var langt fra så god, som han var engang, og ved en fortsættelse af karrieren skulle han have accepteret meget bøvl med skader. Formentlig.
At han ikke gad opleve sig selv kæmpe med flere skader og gad opleve sig selv på et niveau, der er lavere, end han mener, det bør være, er til at forstå.
Han rider ud i solnedgangen efter en flot karriere, hvor især hans betydning i Liverpool og på det danske landshold er det vi vil huske. Og så vil vi huske, at han i en verden, hvor pengene er store (og det har de også været for Agger) valgte at vende hjem til det Brøndby, der stod hans hjerte nært på et tidspunkt, hvor han formentlig sagtens kunne have tjent flere store penge.
Det blev ikke en god hjemkomst. Ja, man kunne godt se, at Agger havde et ekstraordinært niveau i Superligaen, når han var klar, men han var lidt for sjældent klar, og han formåede aldrig at få projektet til at vokse rundt om sig.
Det kommer vi også til at huske, når vi husker tilbage på Aggers karriere, men frem for alt kommer vi til at huske tilbage på en af de største i dansk fodbold.
Men hvor stor var han?, spurgte vi os selv her til morgen på redaktionen.
Hvor stor var han på det barometer over folk, der har haft en landsholdstrøje på, og som selvfølgelig begynder med Michael Laudrup og slutter et sted omkring Anders Randrup eller sådan noget?
Jeg er pinligt bevidst om, at der er noget med, at man ikke kan sammenligne højden på et tordenskrald og Rundetårn, og derfor er det også med bævende skridt, når jeg nu skal sammenligne fodboldspillere i forskellige generationer.
Men jeg gør et forsigtigt forsøg.
Hvis vi nu tager et kig ned over det, man kunne kalde moderne tid for landsholdet, hvilket for mig er efter det internationale gennembrud ved EM i Frankrig i 1984, så tænker jeg blandt andet noget af dette:
Jeg har en gruppe af de helt store, hvor Agger ikke er med:
Det er her, jeg har to gange Laudrup. Peter Schmeichel og Allan Simonsen er også selvfølgelige her. Og Morten Olsen. Og Preben Elkjær.
Så er der en næste gruppe med navne som Jon Dahl Tomasson i følgeskab med Frank Arnesen, Søren Lerby og Flemming Povlsen.
Agger er tæt på at være her, men det er han ikke.
Jeg smider ham ind et sted helt i toppen af den næste og tredje gruppe af formidable landsholdsspillere, der over en årrække satte deres aftryk og lavede resultater. Jeg tænker på Ebbe Sand, Thomas Helveg, Jesper Olsen, Martin Jørgensen, Lars Olsen, John Sivebæk og Thomas Gravesen.
Og der er selvfølgelig flere, og jeg skriver med bævende nervøsitet for at have glemt nogle. Det har jeg formentlig.
Det ændrer ikke ved pointen, som er denne: Agger balancerer et eller andet sted omkring en top-10 over de seneste 30 års mest betydningsfulde landsholdsspillere. Det er der ikke mange andre fra hans generation, der gør, og det fortæller alt om, hvad det var for en fodboldspiller, der i dag sagde farvel til spillet.
