Kommentar
Cykelsport er både bedårende smuk og nådesløst brutal.
Søndag den 29. marts udstillede hver sin side af sporten. På Korsika blev der kørt mini-etapeløbet Criterium International og middelhavsøen viste sig frem som et orgie i storslåede panoramaer med en sol, der nussede både kameraer og ryttere kælent på øreflip og øjenæble.
I Belgien blev der kørt brostensløbet Gent-Wevelgem med isnende regn, vindstød af stormstyrke og på møgbefængte landeveje, hvor mudder og gylle sørger for det særlige fluidum under betegnelsen "belgisk tandpasta". Ud af de rundt regnet 200 startende fuldførte de 39. Matti Breschel udgik efter et styrt med brækket næsen og en mild hjernerystelse. Den slags historier står i kø.
Billederne fra de to løb illustrerede på hver sin måde sportens fascinationskraft. Og for at komme til sagen: Vi fik også en afslutning på den ugelange saga om Bjarne Riis, der nu er definitivt fortid på det hold, han selv førte fra en relativt upåagtet tilværelse med base på den jyske hede til en storspiller blandt de professionelle cykelholds absolutte elite.
Bjarne Riis har været igennem mange udfordringer gennem årene. Både af økonomisk og sportslig karakter. Han har også danset med djævelen så langt, at flere af hans tidligere topryttere har peget på Riis som medvidende om biokemiens (læs: dopingens) veje og vildveje. Han har med andre ord fortsat den praksis, der forvandlede ham fra middelmådighed til Tour-vinder som aktiv. Hævdes det.
Alligevel er det lykkedes Riis at holde sammen på det meste. I hvert fald indtil samarbejdet mellem den 50-årige dansker og den sibirisk-fødte iværksætter Oleg Tinkov gik så meget op i limningen, at et dramatisk og dårligt timet brud var eneste udvej.
I nærværende medie har Riis ofte været beskrevet som en korkprop. En mand, der trods hårde dyk og nedture, alligevel er kommet til overfladen på ny og som har formået at flyde både med og mod strømmen.
Det er såre sandt. Men Riis har ikke overlevet så længe i en af de mest kommercielle og konjunkturfølsomme sportsgrene uden også at være hård og kontant, når det gælder. Riis har om nogen kunnet skære fra og lægge til. Også når det kostede gamle venskaber med rod helt tilbage i ungdomsårene.
Da Riis besluttede sig for at gå ind i sporten som holdejer omkring årtusindskiftet, var det ikke uden sværdslag. Riis møffede dengang direktør Torben Kølbæk ud af hans position.
Skåret ind til benet lignede det et kup dengang i Herning. Vist gjorde det så. Riis trumfede både magt og agt igennem. Han ville det cykelhold og fik det. Som holdet voksede og stjernerne blev trukket til i en blanding af stabil økonomi og ledelse med glimt af visioner, blev Riis det uomgængelige omdrejningspunkt. Det var hans hold. Og Danmarks, selvfølgelig. Men den Riis, der kunne kramme ryttere, var også manden, som iskoldt kunne sende folk ud i kulden. Sådan er gamet. Også.
Med Oleg Tinkov blev Riis overmatchet, hvad angår brutal forretningsgang. Da Riis afhændede sit livsværk i december 2013, løftede han også et åg fra sine skuldre. Han slap for at skulle spekulere over økonomi og småting. Men han havde også gjort regning uden en utilregnelig vært, for hvem en magtkamp bliver et spørgsmål om dig eller mig. For Oleg Tinkov gav svaret sig selv, da det gjaldt. Pengene taler som bekendt ikke, de råber og er brovtende. Riis blev fjernet med et gyldent håndtryk og et lunkent skuldertræk.
Onde tunger vil hævde, at Riis ligger nogenlunde som han har redt. At den, der lever ved sværdet, også skal dø ved sværdet, hvis man skal slå en bibelsk tone an.
Tiden vil vise, om Riis har kræfterne til at rejse sig. Det vil kræve sin mand. Man skal have blik for både skønhed og brutalitet i sporten for at have appetit på mere.
Har Riis det? Jeg kan have min tvivl.
