KOMMENTAR
Det er et år siden, Daniel Agger blev hentet hjem til Brøndby efter otte år i Liverpool. Jeg fornærmer vist ingen, hvis jeg siger, at den hjemkomst har haft nogle bump på vejen.
Fortællingen om Daniel Aggers retur til ungdommens klub er ellers smuk. Ingredienserne er klubkærlighed, opofrelse og pengenes manglende betydning, hvilket er det modsatte af, hvad der ellers præger moderne fodbold – især på transfervinduets sidste dag.
Forventningerne var da også enorme. Hos alle. Medier, medspillere, tilhængere, ledere – og vel også hos Daniel Agger selv, da bestyrelsesformand Jan Bech Andersen greb dybt i foret, gav klubben en gave og sørgede for det mest imødesete comeback siden Brian Laudrups tilbagevenden til FCK. Det ville heldigvis være at skyde langt over målet, hvis hjemrejsen skulle koges ned til 25.000 tilskueres enorme skuffelse, da udeholdet Randers slog Brøndby 2-0 i første kamp, hvor Daniel Agger kunne spille. En kamp, som Agger så fra tribunen, skadet og ærgerlig. For sagen er, at når Daniel Agger har spillet, har afsmitningen været positiv. Udfordringen har været at have en stjerne, der helt naturligt indtager hierarkiets top, men som spillede 19 af 26 kampe i sidste sæson – og blev udskiftet tidligt i tre af dem på grund af skader. Den påvirkning har været så voldsom, at det er blevet et tema i sig selv, om skyggen, Daniel Agger kastede, tog livet af de unge. Så galt gik det ikke, men det viser, hvor markant Aggers tilstedeværelse føles af omgivelserne.
Daniel Aggers tilstedeværelse i Brøndby har løftet klubbens selvforståelse. Ubetinget. Men det ville ikke være fair at give ham æren for, at bronzen blev hentet i sidste sæson. For genforeningen af den gamle trio Agger, Kahlenberg og Elmander var jo ikke succeshistorien. Det var derimod de unges evne til at træde i karakter i skyggen af de etablerede.
Jeg er overbevist om, at Daniel Agger ikke har fortrudt sit skifte et eneste sekund. Han vidste, at kroppen ikke var til Premier League, men blev nok overrasket over, at den ikke hele tiden var til Superligaen. Jeg er også sikker på, at han havde håbet, at den sportslige indvirkning blev større.
Jeg er overbevist om, at Daniel Agger ikke har fortrudt sit skifte et eneste sekund. Han vidste, at kroppen ikke var til Premier League, men blev nok overrasket over, at den ikke hele tiden var til Superligaen. Jeg er også sikker på, at han havde håbet, at den sportslige indvirkning blev større.
