KOMMENTAR:
Det var en af Per Bjerregaards største sejre, da Brøndby for 10 år siden besejrede FC København med 5-0. Med sejren bragte Brøndby sig otte point foran ærkerivalerne, og med seks runder tilbage af sæsonen var niveauforskellen markeret og mesterskabet nært. Holdet spillede det måske smukkeste fodbold, et dansk klubhold til dato havde spillet. Og i spidsen for det hele stod Michael Laudrup.
Små tre år forinden havde Per Bjerregaard hentet Danmarks største fodboldnavn ind som cheftræner og opfyldt et af sine egne største ønsker. Michael Laudrup blev født et lille halvt år, inden Brøndby IF blev grundlagt, og hans far, Finn, havde været en af de vigtigste sten i Per Bjerregaards opbygning af Brøndby fra seriehold til topklub. Kunne man ønske sig noget større her i fodboldlivet end at få Michael Laudrup hjem som træner og nu endelig se historien, drømmene og spillet mødes i en 5-0-sejr over FC København? Næppe, hvis man var Per Bjerregaard.
Hvad Per Bjerregaard ikke vidste den dag – 16. maj 2005 – var, at kampen skulle blive den sidste rigtig store Brøndby-sejr i de kommende 10 år, og at den fra mesterskabet, der endelig kom i hus 11. juni, skulle opleve et historisk fald fra fodboldmagtens tinde. Eller at hans eget livsværk og eftermæle fra det øjeblik begyndte at slå revner.
I minutterne, ugerne og måneden efter, at Michael Laudrup fra trænerbænken og Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander fra banen havde besejret FC København med 5-0, lignede Brøndby en forbedret udgave af det hold, der styrede dansk fodbold i 1990’erne, og aldrig havde Danmark set noget lignende. Så stor var succesen, at Per Bjerregaard ikke formåede at følge op på den. Agger, Kahlenberg og Elmander strøg til udlandet, Michael Laudrup ville ikke forlænge på de vilkår, han blev tilbudt, og da han stoppede i 2006, og Per Bjerregaard ansatte René Meulensteen som træner og sønnen Anders som sportschef, var nedturen allerede i gang.
Vi ved, hvad der fulgte. Siden dengang i 2005 har Brøndby haft seks forskellige trænere, seks forskellige direktører, fire forskellige formænd og et hav af bestyrelsesmedlemmer, der er trådt ind og ud i tide og utide.
Den økonomiske krise satte for alvor ind under finanskrisen og blev forstærket af overforbruget under Kasi-Jespers sponsorat. Mens uroen fortsatte, faldt sponsorerne fra, skiftende trænere betød nye idéer og nye spillere, hvilket betød manglende kontinuitet, dårlige resultater og færre præmiepenge, hvorpå den negative spiral kørte for fuld drøn - indtil Aldo Petersen en dag dukkede op med et hold investorer og stoppede en truende konkurs nogenlunde samtidig, som Lebogang Phiri scorede mod Horsens og på sidste spilledag reddede klubben fra nedrykning.
Når Brøndby og FC København mandag mødes på et udtrådt stykke brakjord, er det i et spirende forår, hvor nedturen er vendt. Jan Bech Andersen har lagt yderligere i den kasse, Aldo Petersen satte prop i. Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander er tilbage, og trods 10 års næsten uafbrudt forfald bliver kampen stadig spillet med et brølende liv på tribunerne.
Kampen har overlevet det hele og haft nok i sig selv i alle årene. Men den er bedre, når klubberne ligger tæt og er på lige fod. Som de næsten er nu. Og forhåbentlig bliver inden for en overskuelig periode.
