Kommentar af BTs cykelekspert Lars B. Jørgensen, der følger slagets gang i Tour de France på nærmeste hold.
Man kan godt blive lidt højstemt, når Tour de France skydes i gang. Endelig afløses forskræp og gisninger af mere konkret og håndfast viden. Al optaktshysteriet kan fortætte sig i action, og det store rullende cirkus bevæger sig nok en gang ud på en lang og forunderlig rejse.
Selv når man har prøvet det mange gange, er det aldrig uden et sug i maven over både at kunne se løbets storhed og samtidig snuble vilkårligt over et gensyn med de mennesker, der arbejder på at få hjulene til at rulle. Uanset om det er Team Skys danske direktør, der kommer rullende med Chris Froomes højteknologiske enkeltstartscykel eller hende det bryske fruentimmer, der tjekker akkrediteringen hver dag ved indgangen til pressecentret.
Selv en hårdhudet kyniker kan blive ramt af simpel sentimentalitet og minder om svundne minder fra hjernevindingernes periferi. At en omvandrende legende som Jørgen Leth så trisser forbi ved morgenbordet på hotellet gør heller ikke noget.
Det lyder måske lovlig familiært, men faktum er, at vi efter startskuddet i Utrecht er 4.500 mand i noget nær konstant bevægelse. Det er en gigantisk myretue eller en større hær, hvis man ser på fænomenet Tour de France med de briller.
Nogle årgange er større end andre. I hvert fald på papiret. 2015 ser ud til at blive historisk. Der er sagt og skrevet meget allerede om løbets fire altoverskyggende favoritter i skikkelse af Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og den forsvarende vinder Vincenzo Nibali.
Det er ikke bare en klassisk duel, vi står overfor, men en konfrontation mellem en kvartet, der hver især har domineret de seneste 10 års store etapeløb. Den slags må og skal give løbet en helt særlig dynamik, og der er lagt i ovnen til et vildt underhold-ende og dramatisk Tour de France.
Efter sidste års anti-klimaks, der betød exit først til Chris Froome og siden til Alberto Contador, har Tour de France brug for at folde den store fane ud igen. Det samme har cykelsporten mere generelt. Efterslæbet fra den massivt dopinginficerede epoke i 1990erne og 00erne er ikke sådan at ryste af. Det cykelbegejstrede Danmark har været igennem mange op- og nedture med faldne helte fra Bjarne Riis til Michael Rasmussen, der var to dage fra at kunne krones som vinder af Tour de France inden et af de mere spektakulære syndefald tog sin begyndelse.
Det tab af både prestige og troværdighed kan ikke klinkes over få år. Men både i Danmark og det store udland har cykelsporten alligevel overlevet på fascinationskraft og viljen til enten at tilgive eller vende det blinde øje til de tilbagevendende skandaler.
De næste tre uger et det op til de fire Tour-konger at levere varen. Jeg tror på et løb af de sjældne, hvor vi får et stort spektrum af kompetencer at se både teknisk og taktisk. Hvad enten det er Nairo Quintanas flyvske accelerationer i bjergene, Chris Froomes kalkulerede kraftudfoldelse, Alberto Contadors krigeriske kampvilje eller Vincenzo Nibalis intuitivt inspirerede kørestil. Og så er det samlede ryttergalleri overdådigt. Intet mindre.
Det kan faktisk kun blive stort. Der er ingen grund til ikke at glæde sig.
’C’est le Tour’, som de siger i Frankrig.
