KOMMENTAR

Morten Olsen har været glad og ovenpå hele ugen. Vittighederne og smilene har siddet løst, og han har været en kilde til godt humør blandt spillerne og de øvrige ledere på og omkring landsholdet.

Men overskuddet fik en ende torsdag aften, da hans mandskab tabte i Portugal, missede chancen for at spille sig direkte til EM og nåede op på sammenlagt 273 minutters spilletid uden en scoring.

Ja, Danmark kan fortsat kvalificere sig direkte til slutrunden i Frankrig, men det kræver, at Albanien ikke vinder deres sidste kamp på søndag i Armenien. Og gør de albanerne så det? Chancen er nok over 50 procent.

Da Morten Olsen ved midnatstid dansk tid i aftes entrerede podiet til det obligatoriske pressemøde efter hans sidste almindelige kvalifikationskamp som dansk landstræner, var han ikke vred, som han var for en måned siden i den armenske hovedstad Jerevan. Han virkede i stedet en smule resignerende.

Svarene var kortere end normalt og udmeldingerne lidt mindre tydelige og bombastiske, end de plejer at være. Olsen var skuffet og ked af, at hans hold igen ikke levede op til hverken hans egne eller offentlighedens forventninger og forhåbninger.

Landstræneren er ikke nogen opgivende person. Tværtimod. Det er han alt for dedikeret, hårdtarbejdende og ærekær til. Se bare på de kriser, han har været igennem med den nu knap så nye DBU-ledelse. Her kunne han have slippet tøjlerne og flygtet hjem til Belgien uden nogen kunne stille sig synderligt undrende op overfor det. Men det gjorde han ikke. For sådan er han ikke sat sammen.

Når han sad der på podiet med en resignerende mine, handler det naturligvis om, at der ikke er noget, han hellere vil, end at kvalificere landholdet til EM. For spillernes skyld, for nationens skyld og for hans egen. Nu ser han den drøm glide ud af hænderne.

Olsen vil vanvittigt gerne til dét EM. Det er først og fremmest for den turnerings skyld, han er blevet i jobbet trods det seneste års store genvordigheder. Han vil det naturligvis af sportslige årsager, men han vil det også for sit eget eftermæles skyld.

Olsen har til sommer siddet i landstrænerjobbet i 15 år. Hvis han altså er på bænken til den tid. Kikser Danmark EM-kvalifikationen vil det nemlig give mening for alle parter, at trække stikket og gå hver til sit til nytår. Alt andet vil være galimatias, i fald hans afløser står klar til at trække direkte fra jakkesættet i arbejdstøjet midt i bordbomber og nytårshatte.

De femten år er en æra. Og en æra skal slutte med bravour. Ikke med en kikset kvalifikation. Olsen er klar over, at en misset kvalifikation bag Albanien vil være en alvorlig ridse – ikke bare i den lak, der formentlig skal føre ham videre til et nyt job, men også i hans eftermæle som dansk landstræner.

Han vil vise, at hans metoder og idéer fortsat virker trods efterhånden mange år på bagen. Og han vil videre i sin karriere med den bedst mulige smag i munden.

Alt dette vil være ødelagt, hvis Albanien på søndag vinder i Armenien – og landsholdet i november taber i play off-runden. For denne kvalifikationsturnering har ikke været vellykket. Så kort kan det siges. Det er ikke sådan en, Olsen vil sige farvel med.

Det vil han gøre med et EM, og det har han – på sine meritter – også fortjent. Jeg under i den grad Morten Olsen og hans eftermæle en tur til Frankrig næste sommer. Men sker det ikke, vil det kaste en lille skygge henover det, der i fremtiden vil blive kendt som ’Olsens æra’.