Lars B. Jørgensen
Lad mig indlede med en undskyldning. For klummen her får nok en gang i Jakob Fuglsang og det er sket før. Men det er Danmarks bedste etapeløbsrytter, som igen vil være i nationalt fokus, når den hollandske klassiker Amstel Gold Race skydes i gang Påskesøndag.

Fuglsang blev nummer fire i cykelsportens yngste klassiker (1966, red) tilbage i 2011. Absolut hæderligt resultat, men alligevel ikke rigtig noget at skrive hjem om. I cykelsporten taber man langt det meste af tiden og vinder en meget sjælden gang. Det er vilkårene og ingen vil nogensinde forvente en sejrskvotient på niveau med Eddy Merckx.

Jeg tror ikke Fuglsang vinder Amstel Gold Race i år. Ser man på feltet i det manisk kørte løb, er modstanden overvældende hård og potent. Der er mindst et par håndfulde virkelig hårdkogte vindertyper og yderligere en håndfuld outsidere, man hellere ville smide sine sidste zloty på end den 29-årige silkeborgenser.

Med en syvendeplads i Tour de France sidste år, ligner Fuglsang en succes. Lønchecken er så vidt vides også i den absolut respektable ende af skalaen for en rytter, hvis største sejre er kommet i etapeløb på niveau med Post Danmark Rundt, Østrig Rundt og Tour de Luxembourg. Man kan komme langt ved at være konsistent og pålidelig i præstationerne. Men det er ikke måden at hente de langtidsholdbare sejre på.

I moderne cykelsport skal man enten værd hamrende hurtig som en Mark Cavendish, en Marcel Kittel eller en André Greipel eller virkelig  god til at køre en finale som de ryttere, der i dag vil slutte på podiet i Amstel Gold Race, er det.

Jakob Fuglsang er et eksempel på det modsatte. De gange, hvor Jakob Fuglsang får kørt sig i en potentielt vindende position, magter han ikke at sætte kronen på værket. Vi så det sidste år, da han blev slået af Samuel Sanchez i Criterium Dauphiné og det gentog en måned senere i Tour de France, da Fuglsang kom til mål sammen med Daniel Martin og ikke fik en etapesejr, der altså huskes længere end en syvendeplads.

Nu skal "Fugl" ikke gøres dårligere end han er. Men den tidligere mountainbikerytters karriere har siden 2008 alligevel været et eksempel på, at man skal kunne spidse sine kompetencer til, hvis man vil have en vindende profil. Man skal med andre ord have taktisk klarsyn, være modig og offensiv og kunne kunsten at binde en sløjfe på det hele ved at være hurtigst i en afslutning fra en mindre gruppe. Det kan de gamle krigsheste som Alejandro Valverde, Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez til bevidstløshed. Og man ser det igen og igen, når der kommer nye indianere på prærien i skikkelse af folk som fænomenet Peter Sagan, Michael Matthews, Ben Swift eller Michal Kwiatkowski for bare at nævne nogle i flokken.
  
Fuglsang er på mange måder en nydelse at følge som cykelrytter, selv om han er ved at glide længere og længere væk i rollen som luksusløjtnant for Vincenzo Nibali. Den danske etapeløbsspecialist er elegant og stilfuld. Med afslappede arme og flad ryg. Hans tråd er rundt og harmonisk og han er ikke dårlig til at positionere sig, hvad man kunne forvisse sig om, da der blev kørt frådende sidevindskørsel på 13. etape i sidste års Tour de France. Men det brændende spørgsmål er, hvor meget vinder, der er gemt i Jakob Fuglsang. Og ikke mindst, om han kan finde det frem. Inden det er for sent.