KOMMENTAR
Et for uambitiøst setup med for mangelfulde støttefunktioner og en vision, der vist ikke er helt på plads. Det er fortællingen om Esbjerg, hvis man skal tro Niels Frederiksen, som brød tavsheden og fortalte om sine oplevelser i klubben. Det er artig læsning, og det er selvfølgelig altid på sin plads med en vis portion kildekritik, når en fyret træner fortæller om sin tidligere arbejdsgiver.
Men min fornemmelse er, at Niels Frederiksen har ret i en række af sine anker. For det er, som om Esbjerg ikke helt ved, hvad man vil som klub. Niels Frederiksen blev sat i en ubærlig situation, da klubben solgte Eddi Gomes, Jakob Ankersen og Martin Pusic uden at hente nævneværdige erstatninger – og uden at ændre på målsætninger. Ledelsen i Esbjerg er præget af et venskabeligt forhold mellem direktør Søren Poulsen, den sportsligt ansvarlige Niels Erik Søndergaard – og såmænd også assisterende træner Michael ’Mex’ Pedersen, der lige nu varetager rollen på bænken. En ’venneklub’, som nogle kalder det, hvor det er oplagt, hvem der er den skyldige, når resultaterne mangler: cheftræneren.
Det er såmænd logisk nok, men hvis træneren ikke får den fornødne støtte, er forudsætningerne ikke i orden. Taler man med folk med kendskab til klubbens ledelse, får man indtrykket af, at der ikke er den store villighed til at afgive magt, hvilket handlerne i det netop overståede transfervindue sjovt nok illustrerer. Der blev brugt store penge på Bjørn Paulsen i Sønderjyske og Victor Palsson i Helsingborg i en situation, hvor der ikke var en blivende træner på plads.
Strategien virker ikke klokkeklar, og faren er naturligvis, at man skifter strategi i takt med, at man skifter træner. Der er også den fare, at man ikke kan tiltrække de største trænerkapaciteter, hvis man efterlader for lille et spillerum til en ny træner, der med det samme ved, at der kun er én, pilen kan pege på, hvis det halter med resultaterne.
Det betyder ikke, at alt var, som det skal være under Niels Frederiksen, der, ifølge mine oplysninger, havde vanskeligt ved at træffe beslutninger i forhold til truppens sammensætning, og som forfulgte en spillestil, som han ikke havde materialet til efter frasalgene af de største profiler.
Men ser man på et emne som Glen Riddersholm, vil der ikke herske tvivl om, at han kræver et langt mere professionelt setup, hvis han skal træde til. Og noget kunne tyde på, at Esbjerg er villig til at vente længe på Glen Riddersholm – for nu er perioden, man er villig til at vente trukket til årsskiftet. Men man kan tvivle på, at man i klubbens ledelse er så ivrig efter at afgive en række beslutningskompetencer.
Så det er langtfra givet, at det ender dér. Det kan også ende med en løsning, hvor man vælger en træner, der kender til talentudvikling, og som kender til risikoen, når aben skal placeres, hvis det bumler lidt for meget på resultatvejen. Men det vil i så fald ikke være fra øverste hylde, man henter den profil.
Det sagde Niels Frederiksen i interviewet til Jydske Vestkysten
»Jeg fik en henvendelse fra DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) allerede inden første turneringskamp, som jeg overvejede kraftigt, og jeg må da også erkende, at jeg hen over sommeren havde overvejet, om jeg og klubben var det rigtige match, fordi jeg efterhånden følte, at jeg brugte for megen energi på noget, der alligevel ikke flyttede sig.«
»I min optik mangler klubben i den grad en sportschef, alternativt nogle scouts, der kun skal tage sig af superligaholdet. I min tid var det for tilfældigt, når vi købte ind, og reelt set var det vel sådan, at vi mest ramte rigtigt med de danske spillere, som vi allerede kendte. Endelig manglede vi en fysisk træner på fuld tid.«
