KOMMENTAR

Er Bjarne Riis på vej tilbage - endda på sit gamle hold?

Ekstra Bladet bragte onsdag aften historien om, at Bjarne Riis pønser på at købe Oleg Tinkov ud og igen sætte sig i spidsen for det hold, han gjorde til et af verdens bedste.

Jeg har selv skrevet om muligheden i kommentarer - den kan du læse her - men som jeg tidligere har pointeret, så virker det urealistisk, at det skulle være med virkning fra den kommende sæson. Næ, mit bud er, at det først kan ske om lidt over et år.

Det er der flere grunde til:

  • Hvis Bjarne Riis skal overtage holdet, skal han have en storsponsor med. Saxo Bank har ikke noget ønske om at forpligte sig ud over et sekundært sponsorat, der, hvis bølgerne går højt,  vil ramme 30-40 mio. kr. Langt fra, hvad der er nødvendigt, hvis man vil være en del af verdenseliten. Intet tyder på, at en aftale med en ny sponsor skulle være på trapperne.
  • Saxo Bank forlænger efter alt at dømme deres aftale med Oleg Tinkov for yderligere et år - det er helt efter bogen med de korte aftaler for den danske bank - og bevarer dermed en tilknytning til holdet, omend i lidt mindre målestok.
  • Oleg Tinkov har gennem længere tid brokket sig over, at forretningsmodellen i cykelsporten ikke fungerer. Han er mildest talt rasende over, at ASO (Tour-arrangøreren) skummer fløden, mens holdene er dybt afhængige af sponsorer, der hælder penge i år efter år. Han har også truet med at trække sig ud af sporten, hvis det ikke ændrer sig. Men ASO kommer ikke til at ændre en dyt. Og dermed ligger det lige for, at Oleg Tinkov er færdig efter den kommende sæson - og det vil i sagens natur trække prisen på holdet ned.
  • En lang række ansatte på Tinkoff-Saxo har kontrakter, der udløber efter den kommende sæson, så skulle Bjarne Riis overtage resterne, er der få aftaler, som løber videre. Det vil gøre det muligt at justere på omkostningerne alt efter, hvilke aftaler han måtte få med andre sponsorer.
  • Bjarne Riis har ikke ret mange andre muligheder. Han har konsekvent givet udtryk for, at hvis han skal vende tilbage til cykelsporten, så skal det være på højeste plan. Ikke noget med slovenske løb, hvor han selv skal slæbe kufferter og holde taktikmøde i en autocamper. Næ, det er hele pakken. MTN-Qhubeka har tidligere afvist Bjarne Riis på grund af hans dopingfortid, men det er nok også medvirkende til afslaget, at Bjarne Riis skal have en plads på holdet i en afgørende rolle - altså som egentlig leder. Den problemstilling vil også være tilstede på andre hold.
  • Lars Seier Christensen stopper som direktør i Saxo Bank, og det er ikke utænkeligt, at rigmanden bosat i Schweiz går ind i en rolle som tung fundraiser for Riis via sit store netværk i dansk og internationalt erhvervsliv.

Der er altså en række forhold, der taler for, at Bjarne Riis' letteste vej tilbage er ved at overtage sit tidligere hold igen. Men det er langt fra sikkert, at det sker. Sikkert er det dog, at Riis stadig tror på det store comeback.