Kommentar

Faldende TV- og tilskuer-tal har kickstartet en decideret revolution i Formel 1. Ved et møde i sportens såkaldte strategi-gruppe er der blevet vedtaget omfattende ændringer, der ifølge flere af mødedeltagerne skal ’forbedre showet’.

Snakken om at ’forbedre showet’ viser efter min mening, hvorfor Formel 1 har problemer. ’Show’ er noget man snakker om i wrestling – i Formel 1 kan man diskutere at ’forbedre sporten’.

Men når det er sagt, er der flere af ændringerne, der virker fornuftige.

Der snakkes om, at Formel 1-bilerne skal være omkring seks sekunder hurtigere pr. omgang. De seks sekunder skal blandt andet findes ved hjælp af bredere dæk og mere downforce. Det er en god ide at gøre Formel 1-bilerne hurtigere, for hvor man gennem sportens historie er blevet fascineret af evigt faldende omgangstider, har restriktive reglementer de seneste år reelt gjort bilerne langsommere, og mange banerekorder er nu omkring 10 år gamle.

Men at det er bredere dæk og øget downforce, der skal sænke omgangstiderne, er efter min mening en dårlig ide. Den kombination vil nemlig reducere bremselængderne markant – og hvor er det, overhalingerne finder sted? Jep – i nedbremsnings-zonerne. Med andre ord: Bredere dæk og mere downforce vil nok gøre bilerne hurtigere, men samtidig vil der blive færre overhalinger. Og det er nu en gang overhalingerne (og ikke omgangstiderne), der gør motorløb spændende.

Samtidig vil man forbyde en række tekniske hjælpemidler. Her har man til gengæld fat i noget af det rigtige: Formel 1 er på mange måder blevet for nemt de seneste år. Med al respekt for Max Verstappen – når en 17-årig kan komme ind i Formel 1 efter en enkelt sæson i Formel 3 og straks gøre sig gældende, er der noget, som tyder på, at Formel 1 ikke er svært nok. Kevin Magnussen mener også, der skal flere udfordringer til, og det vil der komme, hvis for eksempel servostyring og for computerstyrede koblinger/gearskift forsvinder. Det vil så til gengæld øge afstanden mellem Formel 1- og gadebils-teknologi, men er det ikke længe siden, vi troede på, at Lewis Hamilton og co. udviklede fremtidens gadebiler?

Endelig snakker man om at ændre hele programmet for grandprix-weekenden fra 2016. I stedet for den klassiske kvalifikation, hvor startplaceringerne afgøres af kørernes omgangstider, tales der om at afvikle et sprintløb lørdag eftermiddag. En anden model for lørdag taler om et løb for reservekørerne, hvor de bedst placerede kvalificerer sig til start i søndagens grandprix. Selvom det vil øge omkostningerne ved at tvinge alle team til at tage en ekstra bil med til hvert løb, er det en spændende ide, der vil gøre blandt andre Kevin Magnussens nuværende job mere interessant.

Men i alle tilfælde: To løb hver weekend vil give mere underholdning uden at overskride grænsen mellem sport og show.