KOMMENTAR
Skrøbeligheden ved at have én rig ejer af en fodboldklub blev udstillet i en nærmest perfekt case i Brøndby.
Brøndby er så ringe en størrelse uden rigmand Jan Bech Andersen, at selvom han lige nu er klubbens åbentlyst største problem, så blev en direktør fyret, og en træner gik, da skårene skulle fejes sammen, efter at netop Jan Bech Andersen var blevet afsløret som harsk undercover kritiker af sine egne kernemedarbejdere på et fanforum.
Brøndby i dag er ikke stærkere, end at Jan Bech Andersen stadig sad som klubbens stærke mand og talte om fuld opbakning blandt medarbejdere og bestyrelse på et pressemøde onsdag.
De har ikke råd til andet end fuld opbakning.
For Brøndby er en forretning, der har afleveret underskud i de seks seneste årsrapporter - lagt sammen løber de seks års røde tal op lige i underkanten af 550 millioner kroner, og Brøndby har i årevis kæmpet en kamp på sponsormarkedet. Når man har sådan en forretning, kyler man ikke manden ud, der med sine investeringer - både hidtidige og mulige fremtidige - reelt bærer hele forretningen.
I sådan en klub lader man manden med den svigtende dømmekraft overleve.
Og det gjorde han så, Jan Bech Andersen, overlevede, mens ex-træner Thomas Frank kunne sige et farvel, der var præget af så meget værdighed og ordentlighed, at man måtte spørge sig selv, hvordan han tæmmede det, der må boble inde i ham af frustrationer over den opførsel, han har været udsat for.
Jan Bech Andersen kunne måske lære noget om at tøjle sig selv der.
For det har han ikke evnet i sin ageren som »Oscar« på et internetforum blandt Brøndby-fans. Han indrømmede blankt onsdag, at han havde ladet det løbe af med sig ved tastaturet ved flere lejligheder. Han undskyldte og erkendte, at det var en uacceptabel opførsel. Det klædte ham, men uden vi går i bro over formatet i den indrømmelse, skal vi spørge hinanden, hvilke andre veje, han havde? Nej, ingen.
Der er ingen grund til at tro, at Jan Bech Andersen har ønsket at blive opdaget i rollen som »Oscar« for at udløse denne paladsrevolution. Han kunne bare - som det formentlig har været planen længe - have skiftet Thomas Frank ud på en mere rolig måde til sommer med en cheftræner, han tror mere på.
Han har med sin ageren i debatten med fansene vel ønsket at præge debatten i en retning, der ikke bare flugtede med hans retning, men var hans retning. Han har ønsket at gøde jorden for de synspunkter, han ville have ud og leve blandt folket i klubben.
Det er jo ikke dumt. Det var bare sjældent uelegant udført. Og det var ikke en formand værdigt.
På sit pressemøde i går sagde Jan Bech Anderse, at »vi skal være ærlige« på pressemødet i går. Ordene lå sløjt i hans mund.
Og hvilken status gør vi så over Thomas Franks to og et halvt år som Brøndby-træner?
Det lettede aldrig rigtigt, og han fik ellers ret lang tid til at nå en vis flyvehøjde. Ja, projektet ændrede sig undervej, og ja, truppen er hverken lige så dyr eller god som Midtjyllands eller FC Københavns. Det skal vi give ham. Men jeg vil også huske, at han aldrig fik pillet de forbløffende store dyk ud af holdet, der gør, at Brøndby heller ikke i hans periode blev et rigtigt tophold.
Nu har man så hevet Auri Skarbalius frem som en midlertidig løsning. Det var samme Auri, som af Aldo Petersen blev fyret for at gøre plads til Thomas Frank, men som siden er vendt tilbage til klubben for at træne U/19-holdet.
Det er en klubmand, der tager den tjans igen på dette tidspunkt, og det er i sig selv sympatisk.
Jeg synes også, at det siger en del om Brøndbys forfatning, at vi er tilbage ved Auri, der stod i spidsen i sæsonen, hvor konkurs og nedrykning truede. Der er Brøndby trods alt ikke lige nu, men kaos er et rimelig ord.
Man har en formand, der ikke forstod sin rolle. Og man har en træner, der rimer på bundhold.
