KOMMENTAR
Var det godt for dig?
Spørgsmålet kan lyde som en scene fra en dobbeltseng. Men misforstå mig ret. Jeg tænker på Tour de France årgang 2015.
Efter at have været på landevejen i lige knap fire uger er man som reporter langt ude over det stadie, hvor man for alvor kan se objektivt på det. At være udsendt til Tour de France er som at tage bolig på en anden planet.
Det er en parallelverden, hvor skarpe deadlines, bøvlet logistik, dundrende varme, tropiske regnskyl, sociale medieskvulp, sladder og sludder roder rundt i en pærevælling mellem magiske stunder og store oplevelser. Vi er tæt på løbet, javist. Men hvad er kernefortællingen om dette års Tour? Var det en udsøgt årgang eller en fesen størrelse?
Set i lyset af de forventninger, der var til topmødet mellem ’De Fabuløse Fire’, blev det jo aldrig det dirrende drama, der lå i luften. Vi fik aldrig et historisk spændende løb. Alberto Contador var på hælene allerede i Ardennerne. Titelforsvarer Vincenzo Nibali formåede først for alvor at bappe kampmoralen op fra halvslap, da det var for sent. Og Team Movistar, denne ellers så stolte og selvbevidste spanske armada, fumlede og tøvede sig vej mod Alperne for til sidst at løbe tør for asfalt til den sublime klatrefætter Nairo Quintana, da Chris Froome var ved at miste pusten.
Det kan lyde som knirkende gammelmandsvisdom. Men den, der ikke vil tage ved lære af historien, er tvunget til at se den gentage sig. I 2013 stillede Alejandro Valverde op med ambitioner om at kunne køre om sejren. Det hele blev forpurret i et taktisk bagholdsangreb. På et stykke fladt og vindblæst agerland. I sidevindskørsel med vifter af brølende stærke rullejern foran små klassementskanoner, der bare hænger på med deres sportslige liv mellem hænderne. Der findes ikke en bedre måde at se rammerne for et cykelløb blive sprængt i stumper og stykker på.
Nairo Quintana har allerede fået læst og påskrevet, at han reelt tabte Tour de France 2015 på den stormomsuste etape med mål på den hollandske vestkyst i Zelande, hvor den 25-årige colombianer mistede 1,28 minutter til Chris Froome, der havde bidt sig fast i den 24 mand store frontgruppe.
Ingen kunne vide, at dette spektakulære sidevindskup ville blive en slags forhåndsafgørelse på løbet. Men der er meget lidt plads til fejltrin i moderne cykelsport. Det vidner Chris Froomes samlede vindermargin på 1,12 minutter for 21 etapers knaldhårdt slid så rigeligt om.
Team Sky vil henvise til, at holdet kom til Tour de France væbnet til tænderne. Med en kaptajn, der var friskere end sine rivaler og på alle måder forberedt til de første meget vanskelige otte etaper i et lumsk geografisk minefelt.
Det er indiskutabelt, at Chris Froome var bedre end nogensinde under forhold, hvor han tidligere har skåret en lettere komisk figur. Den 30-årige Tour-triumfators kørsel på brostenene var der autoritet over, og han positionerede sig meget fint i Ardennernes og Bretagnes flas-kehalse.
At vinde Tour de France foregår på mange planer. De senere år er det blevet modellen at investere tungt i højdetræningslejre på Tenerife. De lærde kan strides om, hvorvidt det nu også virker, men de fleste storhold med ambitioner om at erobre et af sæsonens store etapeløb, sender deres trup ned i askese- og munketilværelse over flere og lange stræk.
Det har sine omkostninger både personligt og økonomisk.
Personligt synes jeg, Mark Cavendish ramte hovedet på sømmet, da han i et interview med L’Equipe gav sit syn på højdetræningslejren som etapeløbsforberedelsernes evangelium.
»Man ser ikke sin familie i ugevis, internetforbindelsen er noget lort, og der er intet at give sig til. Det er ikke et liv, men en eksistens,« lød det fra Cavendish, der tydeligvis ikke er nogen stor tilhænger af den slags kaserneliv.
I en æra, hvor vi formoder, at brugen af hyperpotent doping i cykelsport er stærkt for nedadgående, er der brug for hver en marginal forbedring. På mange måder er cykelsporten blevet usandsynligt meget mere strømlinet over de sidste 20 år. De store karakterer i feltet er færre. Topstyringen via løbsradioer er mere udtalt. Og der er også sket en nivellering i styrke på de 15-20 topmandskaber. At vi oveni har fået det hæslige hjelmpåbud og obligatorisk brug af Oakley-solbriller så store som en alpin skiløbers, gør ’robottiseringen’ endnu mere markant.
Det er en bekymrende udvikling for en sport, der skal gøre sig store anstrengelser for at underholde i en forlystelsessyg verden. Og som over et tre uger langt Tour de France også tangerer noget så søvndyssende som cricket alt for ofte. Så er det sagt af et menneske, der elsker sporten på godt og ondt.
Så var det godt for mig?
Joh, såmænd. Det gik da an, selv om det også blev lidt uforløst. Men det er også sigende for sportens tilstand, at den med afstand mest populære rytter i en stor afstemning på internettet her ved løbets slutning er Peter Sagan, der nappede 66 procent af stemmerne. Foran alle spidserne oppe i toppen af klassementet. Uden en etapesejr. Men en ting må man give Peter Sagan, og det er, at han oser af X-faktor, karisma og lyst til at vise sig frem. Den slovakiske supermand er artist og gøgler, men også en frygtløs og fantastisk gladiator, der med sin kørsel får blodet til at rulle raskere. Som kan flytte os ud på stolekanten eller få smilet frem. Om noget vil dette Tour de France også blive husket for manden i grønt, der vandt publikums hjerter.
