KOMMENTAR

Undersøgelser viser, at penge kan forklare op i mod 85 procent af resultaterne i professionel fodbold. De rige klubber har i mere end otte ud af ti tilfælde vundet over de fattige, når sæsonerne er forbi, og man kan nemt argumentere for, at man rent faktisk får kvalitet for pengene, hvis man har bare nogenlunde forstand på fodbold og handler nogenlunde fornuftigt ind i forhold til sin viden.

Derfor skal både Brøndby og FC København klare sig bedre, end de gør i øjeblikket, og derfor skal de ende et helt andet sted i Superligaen end på de midterplaceringer, de indtager inden deres indbyrdes kamp på søndag, hvis investorerne skal være tilfredse og fastholde deres opbakning.

Især Ståle Solbakken bliver lige nu ramt af sammenhængen mellem investeringer og resultater, for han har ikke blot den dyreste trup, men er også selv ansvarlig for at have samlet den. Som Carsten V. Jensen gjorde i foråret 2013, står Ståle Solbakken med det fulde ansvar for køb, salg og aktuelle resultater, og ethvert pointtab falder automatisk tilbage på ham. Tilmed har han ikke blot selv købt ind, men også strittet alt ud, han ikke kunne bruge. Havde det ikke været for en afgørende forskel mellem ham og CV, havde han været truet af fyring, sådan som Roland Nilsson og Ariël Jacobs var det efter lignende resultater.

Forskellen er, at hvor direktør Anders Hørsholt aldrig viste Carsten V. Jensen nogen tiltro, har han omvendt parkeret al sportslig ledelse og ansvar hos Ståle Solbakken. Hvor han skridt for skridt demonterede Carsten V. Jensens position ved først at indramme ham i et sportsudvalg for siden at gøre Niels-Christian Holmstrøm til hans mentor, inden han degraderede ham og gjorde Ståle Solbakken til hans sideordnede, før han til sidst fyrede ham, har Ståle Solbakken fået fuld magt over køb, salg og daglig ledelse. Gør Anders Hørsholt antræk til at rokke ved Solbakkens taburet, læner han samtidig sin egen stol langt ud over kanten. Det sker næppe, og gør det alligevel, er det på de to storaktionærers ordre. De har hidtil med sans for egen manglende sportslig indsigt holdt sig fra indgriben på lige netop det område. Men hidtil er ikke for evig.

Ståle Solbakken påtager sig da også på overfladen det fulde ansvar for resultaterne, men forsømmer ikke at nævne, at truppen har været hårdt ramt af skader, at mange mangler kampform, fordi de længe ikke har spillet ret meget, og at der på grund af den store udskiftning i truppen og de mange skader er brug for genopbygning og kontinuitet. Skal vi ikke minde om, at det da er ham selv, der har hentet en del af de spillere, der mangler form, at han da selv har stået for en del af den manglende kontinuitet ved ikke at forlænge med Lars Jacobsen, Daniel Braaten, TK og muligvis flere? Og måske tilføje, at hvis man ikke som i AaB selv kan lave de talenter, der lukker hullerne, når stamspillerne går i stykker, ja, så må man jo købe dem i stedet. Det er ikke lykkedes ret godt.

Ståle Solbakken vil tilføje et ’endnu’, for han tror på sine indkøb. Men det kan han kun tillade sig, fordi han er ham. Og fordi direktøren lagde alle sine æg i hans kurv.