KOMMENTAR
Superligaen er en særlig størrelse, når det kommer til den nedrykningsrisiko, den tilbyder sine deltagende 12 klubber.
To klubber ryger direkte ud af al fornemheden hver eneste sæson. Det er alligevel 16,7 procent - og det er mange, hvis man sammenligner med ligaerne rundt om os.
I Norge og Sverige forsvinder 12,5 procent af holdene. Store ligaer som England, Spanien, Frankrig og Italien kører med 15 procent. I den tyske Bundesliga er det kun 11,1 procent, der rykker direkte ud, mens der er en playoffkamp for holdet, der slutter tredjesidst. Der er også playoffkampe i spil i både Holland og Belgien, hvilket har reduceret den direkte nedrykningsrisiko til henholdsvis 5,5 procent i Holland og 0 procent i Belgien.
Nedrykningsfaktoren bringer en vigtig dynamik ind i en turnering, og derfor synes jeg ikke, at de belgiske 0 procent lyder særlig attraktivt. Der skal være en skærsild.
Men hvis man tager et helikopter-perspektiv over Superligaen og dens vigtigste tendenser de senere år, må man ikke undervurdere, hvilken betydning den store nedrykningsrisiko har for det, vi kigger på.
Når i omegnen af en halv liga - ja, nogle gange har det næsten været mere - skal bekymre sig om nedrykning, får det konsekvenser.
Jeg påstår, at lysten til at bringe unge spillere frem bliver mindre, at budgetstyringen bliver mere risikobetonet, at investeringerne bliver kortsigtede frem for langsigtede, at dygtige trænere bliver fyret, at ligaen bliver en standard- og omstillingsliga. Kort sagt at kvaliteten bliver ringere.
Jeg mener, nedrykningsrisikoen i den nuværende 12-holds liga er dens største svaghed. Man kan gå flere veje derfra. Forskellige modeller af nedrykningsspil, en 10-holds liga med én nedrykker, eller en 16-holds liga med to nedrykkere som i Norge og Sverige er de mest åbenlyse bud.
Selv om jeg anerkender risikoen for, at de bedste hold ikke vil blive bedre (skrækscenariet er, at de ligefrem vil blive dårligere), går jeg med følelsen af, at ligaen lige nu ville have bedre af at blive større end mindre.
Superligaen er lige nu ikke bare en liga med en stor procentuel risiko for at rykke ud, men også en liga, hvor tendensen de senere år har været, at der ikke er tydelige bundhold. Det har betydet, at mange hold er rodet ind i risikoen, og at der skal laves virkelig mange point for at overleve.
Hvis man kigger på, hvor mange point, man i snit har skullet lave per kamp for at slutte ét point over den bedste direkte nedrykker i de sidste 10 sæsoner, så er tallet over hele perioden 0,82 point per kamp i Superligaen. Det er faktisk lavt.
Men kigger man alene på de seneste fem sæsoner er tallet bemærkelsesværdigt meget højere. Da har det krævet et pointsnit på 1,03 per kamp for at overleve i Superligaen. Det er, hvis man sammenligner med Bundesligaen, Serie A, Premier League, Ligue 1 og den spanske Primera Division kun overgået af netop den spanske liga, hvor man har skullet lavet 1,05 point de seneste fem år. Franske Ligue 1 er på niveau med Superligaen, mens de øvrige store ligaer ligger på 0,92 (Serie A), 0,94 (Bundesligaen) og 0,95 (Premier League) som pointsnit per kamp for at overleve.
I samme periode, altså de seneste fem sæsoner, er det værd at bemærke, at et dansk mesterskab er lavet med gennemsnitligt 68,8 point (og her har vi endda FCK’s vanvidssæson i 2011 med 81 point til at trække med op) mod 72,6 point de fem sæsoner før.
Trukket hårdt op, så står vi med en liga, der både har mistet sin tydelige bund og sin tydelige top. Flere kan med rette føle, at mesterskabet er en mulighed. Men endnu flere skal også bekymre sig om ikke at blive en del af de 16,7 procents nedrykningsnullermænd, som suges ud af ligaen.
Blandt andet derfor mener jeg, at ligaen er klar til at blive strakt ud igen og få både en bund og en top tilbage.
