Lars B. Jørgensen
Magnus Cort bliver den næste danske cykelstjerne. Og det må gerne være med et verdensmesterskab i bagagen for den 21-årige bornholmer.

Man skal passe på med at råbe ulven kommer. Og når det handler om at sætte navn og ansigt på det næste store nummer i dansk cykelsport, skal man virkelig holde tungen lige i munden.

Den nyere historie er faktisk brolagt med talenter, som af forskellige årsager ikke slog til.

Mange vil sikkert have glemt, hvor lovende en karriere, André Steensen stod overfor, da han i 2008 gik over som professionel på Team CSC-Saxo Bank. Fra at have ført verdensranglisten for juniorer og siden være blevet nummer tre i det meget retningsgivende talentløb Tour de l'Avenir som U23-rytter. Steensen var mere end habil opad og trykkede en fornem enkeltstart ud af stængerne. Han lignede en fremtidens mand til både etapeløb og Ardenner-klassikere.

André Steensen, som i dag er holdkammerat med Magnus Cort på Team Cult sideløbende med et universitetsstudie, er blot en i mængden. Vi kunne fra det sidste tiår nævne ryttere som Mads Christensen, Rasmus Guldhammer og Alex Rasmussen, der alle har lignet talenter med et betydeligt potentiale.

Overgangen fra ungdomsrytter til de etablerede proffer kan være hård og ubarmhjertig. Hjemve, tilpasningsproblemer, et krævende løbsprogram, mange bundne opgaver og alt for få muligheder for selv at gribe dagen og chancen, er et evigt tilbagevendende tema for de nye i gamet.

Magnus Cort får derfor heller ikke nogen teflonbelagt vej mod et gennembrud, når han til næste år for alvor skal i gang som professionel på Orica-Greenedge. Men den 21-årige bornholmer er en exceptionel rytter, vi har lov at forvente os meget af.

Vil man begå sig i moderne cykelsport, er hurtighed en uomgængelig kvalitet. Man behøver ikke være højeksplosiv supersprinter i stil med Mark Cavendish, Marcel Kittel eller Nacer Bouhanni. Men i en sport, hvor vinduet for angreb i mange typer terræn er rykket meget tæt under mål, skal man have evnen til at gøre arbejdet færdigt med en rap finish.

Peter Sagan er blevet en af cykelsportens bedst betalte på at være ligeså robust, som han er rå, fandenivoldsk og hurtig. Norske Alexander Kristoff har over de sidste par sæsoner driblet sig ind i verdenseliten som Thor Hushovds værdige arvtager. Og Magnus Corts kommende team-kollega, australieren Simon Gerrans, er et lysende eksempel på betydningen af at kunne positionere sig med den indvendige side af hovedet og nagle konkurrenterne med en lumsk hurtighed på stregen.
 
Magnus Cort har allerede en del af pakken. Han er godt forberedt til livet som professionel. For det første fordi han allerede for år tilbage rykkede væk fra solskinøen i Østersøen for at gå på idrætsefterskole i Vejle og komme ud af familiens komfortzone. For det andet fordi han ikke har forhastet sig med at skrive sin første professionelle kontrakt, men har ville udvikle sig både menneskeligt og som atlet.

Cort har valgt indlysende rigtigt ved at gå til det australske hold Orica-Greenedge. På det australske World Tour-hold er der ikke en etapeløbsstjerne, der kræver flere tusinde kilometers føringsarbejde, som forvandler den hårdtarbejdende mand i front til en stabil, men impotent diesel.
 
De 30 sejre, Orica-Greenedge i skrivende stund har kørt i hus i 2014, er fordelt på 11 forskellige ryttere. Iblandt dem finder man talenter som Adam Yates, Luke Durbridge, Michael Matthews og Esteban Chaves.

Det er et godt miljø at træde ind i. Med fladt hierarki og omsorg for holdets stamme af talenter. Men også her er der fortættet kamp om pladserne. Sådan er vilkårene.

Magnus Cort kan gøre det nemmere for sig selv og sin nærmeste fremtid med en U23 VM-medalje sidst i september. Og med sin evne til at sætte sig op til de store begivenheder, er det ikke ren utopi at se den blonde dansker på podiet.