Den danske bokseverdensmester Dina Thorslund arbejder på at få en dobbelt VM-kamp på hjemmebanen i Struer i juni.

Det bekræfter den 27-årige bokser til B.T.

Lykkes det for Dina Thorslund, der er verdensmester hos WBO, og hendes management, MTK Global, at få WBAs verdensmester i superbantamvægt, Mayerlin Rivas fra Venezuela, til Danmark, vil det være første gang siden 2007, at der bokses dobbelt VM-kamp her i landet.

Senest det skete var, da Mikkel Kessler forsvarede sine bælter hos WBA og WBC mod Librado Andrade i Parken. Men også bokseren Anita Chrsitensen gjorde det i 2007, da hun vandt mod Betina Gabriela Garino om WBC- og WBA-bælterne i Horsens.

Selv er Dina Thorslund fortrøstningsfuld.

»Jeg håber, de finder ud af noget hurtigst muligt. Det er en mulighed, at jeg skal møde Rivas om hendes WBA-titel. Det er klart, at jeg gerne vil have flere titler, så det er den kamp, jeg finder mest interessant,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tager kampen, hvor den nu er, men det er altid fedest at bokse på hjemmebane for også at give lidt tilbage til dem, der støtter mig.«

Forhandlingerne er så fremskredne, at Mayerlin Rivas har accepteret at bokse kampen mod Dina Thorslund i Struer. Men de sidste detaljer omkring økonomien mangler at falde endeligt på plads.

Mayerlin Rivas er en garvet verdensmester, som har 16 sejre på rekordlisten med 10 knockout. Hun har dog tabt fire kampe og bokset to uafgjort, men må anses for at være Thorslunds hårdeste modstander til dato.

»Selvfølgelig bliver det en meget svær kamp. Det er en dobbelt VM-kamp. Hun er meget interessant, og det bliver en kæmpe udfordring, hvis det bliver hende,« siger Dina Thorslund.

Den dobbelte VM-kamp mod Mayerlin Rivas er ikke den eneste mulighed, som MTK Global arbejder på p.t.

En anden mulighed er, at Dina Thorslund vælger at gå en vægtklasse ned og bokse mod IBF-mesteren Maria Cecilia Roman i bantamvægt. Samtidig forsøger Thorslunds bagland at få WBOs ledige VM-bælte i bantamvægt med i ligningen, så der også her er tale om en dobbelt VM-kamp.

Det kræver dog, at Dina Thorslund piner sig længere ned i vægt. Og det vil gøre ondt, da danskeren allerede kæmper for at holde vægten i superbantamvægt.

»Det er ikke et problem, men vægten bliver en udfordring. Men boksning er ikke nemt på nogen måder, og hvis det er det, der skal til for en dobbelt VM-kamp, så gør jeg det,« siger Dina Thorslund.