Det har været lange og seje forhandlinger. De har kaldt hinanden grådige. De har svinet hinanden til i pressen og til det famøse pressemøde i april. Men nu er 'danskerbraget' mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen en realitet.

Rudy Markussen er endelig blevet enig med den tyske promotor Nisse Sauerland om en kontrakt, der sikrer ham en kamp mod ærkerivalen Patrick Nielsen inden årets udgang.

Det afslører parterne og fortæller, at aftalen også omfatter en opvarmningskamp til den danske bokseveteran efter sommerferien.

»Rudy Markussen har skrevet under på en kontrakt for to kampe med Team Sauerland. Hans første kamp bliver ved Nordic Fight Night til september. Vinder Rudy den kamp, møder han efter planen Patrick Nielsen til december,« siger Nisse Sauerland.

Datoen for stævnet i september og den kommende storkamp mod Patrick Nielsen er endnu ikke fastlagt, men det arbejder Nisse Sauerland lige nu på at få på plads.

Hos 37-årige Rudy Markussen er udsigten til et comeback og en kamp mod Patrick Nielsen en drøm, der går i opfyldelse. Sidst, han var i ringen, var helt tilbage i december 2012, hvor han vandt på knockout i første omgang over Daniel Regi.

»Jeg kan mærke, at det stadig brænder inde i mig, og jeg har det fortsat sådan, at der er noget i mig, som mangler at blive udlevet. Nu har jeg fået chancen for at leve det ud, og det gør jeg selvfølgelig. Det er en drøm for mig at gøre comeback,« siger han.

Selvom Rudy Markussen og Patrick Nielsen må vente til december med at afgøre måneders uvenskab i en boksering, kommer de allerede til september tæt på hinanden.

Det sker, når Rudy Markussen bokser sin opvarmningskamp ved Nordic Fight Night. Her skal Patrick Nielsen nemlig efter planen også i kamp ved samme stævne - ligeledes som opvarmning til det største danske boksebrag i årtier.

Det har taget måneder for parterne at blive enige om en aftale, hvor økonomien undervejs har ført til beskyldninger om grådighed fra Nisse Sauerlands side mod Rudy Markussen, som stædigt har stået fast på sine økonomiske krav til et comeback.

Uenigheden kom så vidt, at den legendariske danske boksepromotor, Mogens Palle, pludselig blandede sig med et tilbud om at arrangere kampen uden om den tyske promotor. Men ifølge Nisse Sauerland gik forhandlingerne godt, da først parterne for alvor satte sig sammen.

»Opbygningen har været interessant, men når alt kommer alt, er det en kamp, som vil skabe meget opmærksomhed. Så det var ikke svære forhandlinger, da først andre parter ikke var involveret længere. Begge sider er glade, og det er en god aftale, men jeg kan ikke gå meget mere i detaljer om indholdet,« siger han.

Selvom Rudy Markussen er glad for kontrakten og udsigten til få afgjort rivaliseringen med Patrick Nielsen, så skal tanken om et comeback til boksesporten lige bundfælde sig.

»Det har taget mig nogle dage at vænne mig til det, synes jeg. Men nu er det nu, og så skal vi i gang. Der har været dage, hvor jeg har tænkt, at det nok aldrig ville blive til noget. At det hele bare var snak. Men jeg har hele tiden gerne villet bokse kampen. Jeg skulle bare have de formelle ting på plads,« siger Rudy Markussen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Patrick Nielsen til denne artikel. Men den danske bokser ventes at være mere end klar til at møde sin danske rival.

Alt om Rudy Markussens comeback:

* Bokserens kontrakt sikrer ham to kampe inden for de næste otte måneder. En opvarmingskamp til september og kampen mod Patrick Nielsen i december.

* Rudy Markussens økonomiske krav lød på 750.000 kr. for at møde Patrick Nielsen i en titelkamp over 12 omgange. Ifølge BTs oplysninger er det krav mere eller mindre blevet opfyldt. Samtidig får han også et ukendt beløb for den såkaldte opvarmningskamp.

* BT erfarer, at Nisse Sauerland og Patrick Nielsen så småt er begyndt at forhandle om den 24-årige danskers økonomiske krav for at møde Rudy Markussen. Men de forhandlinger forventes ikke at møde alvorlige knaster.

* Kampen mod Patrick Nielsen bliver med overvejende sandsynlighed bokset i København. Steder som Brøndby Hallen og andre arenaer med plads til mere end 5.000 tilskuere er i spil.

* Nisse Sauerland har ikke sat navn på mulige modstandere til Rudy Markussen eller Patrick Nielsen i september.

Rudy Markussen har vundet 38 kampe, heraf 25 på knockout, og tabt tre i karrieren.