Mikkel Kessler giver udtryk for, at han kan finde på at gå en vægtklasse ned i jagten på en ny storkamp.

Der stadig ingen afklaring på, hvem Mikkel Kessler står foran at møde i sin første kamp siden nederlaget til Carl Froch i London for mere end et år siden.

7. maj offentliggjorde den danske supermellemvægter, at han efter længere tids overvejelser havde mod på at fortsætte karrieren, men indtil videre har der ikke været nyt om konkrete forhandlinger med mulige modstandere.

Om det er den manglende afklaring, der er årsag til, at Mikkel Kessler nu åbner for at gå ned i vægt skal være usagt. Men tirsdag satte han sig til tasterne, og via sin Twitter-profil gav Mikkel Kessler udtryk for, at han kan at rykke ned i mellemvægt for at få en kamp.

- Jeg har fået mange spørgsmål, om jeg er i stand til at gå ned i mellemvægt. Jeg er aldrig langt fra supermellemvægt-grænsen, så mellemvægt er en mulighed, skriver Mikkel Kessler.



I juli fortalte Mikkel Kessler i et interview til BT, at han spændt går og venter på nyt fra promotor Kalle Sauerland her i august måned om en kommende kamp. 

Mikkel Kessler har ellers hele tiden holdt fast i, at en tredje kamp mod Carl Froch er hans klare førsteprioritet. Englænderen har dog været på en længere ferie, og han har endnu ikke meldt ud, om han ønsker at fortsætte sin karriere.

Mikkel Kesslers åbning over for en tur ned i mellemvægt skal formentlig ses i lyset af, at han ser en mulighed for en storkamp mod den kasakhiske slagmaskine Gennady Golovkin.

Bokseren fra Kasakhstan har indtil nu bokset 30 kampe, som alle er vundet, hvoraf 27 af dem er kommet på knockout. Gennady Golvkin er regerende verdensmester i både IBO og WBA i mellemvægt, og han har pt. ingen planlagte opgør foran sig.

Gør Mikkel Kessler alvor af at gå fra supermellemvægt til mellemvægt, venter der ham en tur på kur. Vægtgrænsen i supermellemvægt ligger på 76,203 kg, mens en mellemvægter skal holde sig under 72,574 kg.