Det unge bokstalent 22-årige Micki Nielsen blev tirsdag kåret til årets bokser af Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF).

Det skriver bokserens promotor, Team Sauerland, i en pressemeddelelse.

»Sidste år vandt min bror Patrick prisen, men nu er det min tur. Han skal arbejde hårdere, hvis han vil prisen tilbage næste år,« siger Micki Nielsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Jeg er meget taknemmelig for at få prisen som årets bokser. Det er et stort øjeblik for mig, og jeg håber, at pengene fra prisen (3000 kroner, red.), som jeg har doneret til Børnecancerfonden, kan være med til at gøre en forskel for nogle børns liv,« siger han.

DPBF's formand Jesper Jensen, overrakte prisen til den unge talent med følgende roser:

»Micki har vist store forbedringer i løbet af de sidste 12 måneder, og det er derfor, han får prisen. Han er blevet bedre kamp for kamp,« siger Jesper Jensen.

Micki Nielsens promotor Nis Sauerland var selvfølgelig stolt af sin bokser.

»Jeg er meget glad for Micki. Det har været 12 gode måneder, og han fortjener titlen,« siger han.

Micki Nielsen slog brasilianeren Julio Cesar Dos Santos på point i februar, og har ikke været i ringen siden.

Årets bokser har bokset 17 kampe som professionel og er stadig ubesejret med 12 knockouts.