Solen stiger ikke over Filippinerne. Den åbenbarer sig på himlen som en knyttet næve, der hamrer sin varme ned over Manila og øerne.
Det pludselige dagslys denne oktobermorgen sendte udstationerede amerikanske soldater i Vietnam krigens blodige kølvand ud fra barerne i den filippinske hovedstad efter en svirrefuld nat i byens røde lampers distrikt med gadeludere og børneprostituerede.
Det sydkinesiske hav holdt nådesløst enhver brise tilbage, og dunsten fra Manilas store affaldsbjerg trak henover byen, mens et kulørt skue af filippinere med billetter til to dollars stykket og GI's med fripas til fods, i pyntede jeeps og hestetrukne kærrer begav sig mod Araneta Coliseums svedekasse af en hanekampsarena. Scenen for en begivenhed til historiebøgerne programsat til om formiddagen for at tækkes det moderne TV-publikum og den amerikanske prime-time. Som den tidlige dag skred frem sneg temperaturen sig hurtigt over 40 grader - passende for en kamp der sendte begge boksere til helvede og tilbage igen.
Målt i brutalitet, gensidigt had og historisk betydning har der ikke siden været en boksekamp som »Thrilla in Manila.« Det sidste kapitel i Joe Frazier og Muhammad Alis triologi ændrede sværvægtsboksningen.
OPTAKT
»Hvorfor kalder han mig en gorilla? Forstår han ikke, hvor meget det sårer mine børn?« Joe Frazier stod foran spejlet på sit hotelværelse i Manila. Han betragtede ikke blot sit spejlbillede, men så Guds udsending foran sig.
Den almægtiges værktøj til at gå i ringen for at besejre antikrist, den konverterede muslim Muhammad Ali.
Den kristne Frazier fra det borgerlige South Carolina. En indesluttet sydens mand med troen på de amerikanske værdier, sparsommelighed og den nu fejlslagne militære kampagne i Vietnam.
Muhammad Ali, døbt Cassius Marcellus Clay Jr. fra Kentucky. Veltalende, smart og med et følge af hippe lakajer. Sympatisør med racerettighedsbevægelsen De Sorte Pantere og modstander af Vietnam-krigen.
Personificeringen af den flammende selvbevidsthed blandt USA's afroamerikanske borgere og talerøret for en ny ung generation i kulturelt opgør med det etablerede borgerskab.
»Gorilla, gå tilbage i din hule. Skrid, du skræmmer folk. Hvis du kommer ud igen, så slår jeg dig ihjel før tid,« råbte Muhammad Ali nede fra parkeringspladsen foran boksernes hotel i Manila.
Han gloede olmt op på Joe Frazier, der stod på balkonen og trak frisk luft. Ali tog en pistol fra en hotelvagt, der forsøgte at dysse den store mand ned og trykkede af mod Frazier velvidende hotellets sikkerhedspersonale ikke bar ammunition. Klik, klik, klik.
Muhammad Ali hånede sin modstander for at være en Onkel Tom.
En kokosnød - mørk udenpå men hvid indeni.
KAMPENS FØRSTE FASE
»Hvad har du der? Gin? Det får du ikke brug for, jeg kommer til at give den nigger en røvfuld, han aldrig glemmer.« Muhammad Ali stod nonchalant i sit ringhjørne og forsikrede sin manager Jabir Herbert, at han ikke ville få behov for at dulme nerverne med sprutten.
Muhammad Ali åbnede kampen som forventet.
Aggressiv og bevægelig og med sommerfuglens berømte bevægelser.
Blodet flød hurtigt fra Fraziers mund. For løverne er det klistrende stads nektar, og Ali slog igen og igen mod Frazier, der ikke søgte skjul men forsøgte at overvinde sin koldstart og stod alt for rank og lod sig prygle af læderhandsker sendt afsted med en kraft, der kunne have fået en vandbøffel til at se stjerner.
»Hvad fanden er hans hoved lavet af? Hvorfor går han ikke ned?« Efter de første fem runder begyndte trætheden at melde sig hos Muhammad Ali og i sjette omgang kom det øjeblik, der kendetegner enhver fight med Joe Frazier og gav ham øgenavnet »Smokin'«. Han begyndte at skovle sig ind i kampen med sin kampvognsagtige stil. Jabir Herbert brød banderolen på ginflasken og hældte godt op.
FRAZIERS COMEBACK
Gryntende og brutal som en vildsvineorne fangede Frazier i sjette, syvende og ottende omgang Muhammad Ali i et hjørne.
Fraziers manager havde i kampkontrakten fået indføjet, at rebene skulle være så stramme som muligt og gennemtrumfede at kampdommeren blev en lokal hård nyser som tillod det meste, men ikke at bokserne hang på hinanden. Berøvet for rebenes elasticitet og muligheden for at låse Fraziers arme blev Ali fanget i en nøje planlagt fælde. Trængt op i et hjørne og uden mulighed for at læne sig tilbage i rebene, der hårde som beton ikke gav sig en millimeter men nådesløst tilbød Frazier de bedste arbejdsbetingelser. Venstre - højre.
Hoved - krop. Arbejdsnævernes flamencodans på Muhammad Alis sønderslåede krop.
Lever, nyrer og hjerteregion blev bearbejdet, mens blodet fra den fremadlænede Fraziers hoved plettede Alis bryst.
»Tilbage til midten af ringen, tilbage til midten af ringen. Hent vand ved brønden en gang mere og find din indre styrke,« messede Muhammad Ali i sit hoved for at bevare troen på et comeback overfor Fraziers tærskeværk.
Muhammad Ali har set døden i øjnene to gange i sit liv. Den første gang var i Uganda på et besøg hos Idi Amin. Diktatoren forsøgte først at lokke Ali til kamp med en kuffertfuld af dollars. Dernæst truede han med en skarpladt revolver.
Ali afslog og overlevede. Anden gang var denne subtropiske aften i Manila, hvor amerikanske kommentatorer brølede hjem til seerne, at Frazier tæppebombede Ali med de hårdeste slag, verden endnu havde set.
»Det er det tætteste, jeg er kommet på at dø. Det var ikke en boksekamp. Det var mand mod mand med livet som indsats.« I det andet ringhjørne efter tiende omgang, var det nu en forundret Joe Fraziers tur til at spørge: »Hvad satan holder det fjols oppe?« Han var bare fem omgange fra at gå over i historien som den største sværvægtsbokser gennem tiderne efter en karriere som startede med et afbud. Buster Mathis trak sig fra OL i 1964 med en skade, og afløseren Frazier tævede sig med sit berygtede venstre hook til guldet og en professionel karriere.
Sværvægtsboksning i 60erne og 70erne var en potent smeltedigel af politik, racespørgsmål, sort mod hvid, glamour og jetsettilværelse og en frygtelig masse af de grønne dollarsedler.
Det amerikanske samfund var en kedel af bevægelser og holdninger om krig og fred og en god del damp blev lukket ud via bokseringen.
Joe Fraziers rugbrødsarbejde frem til en titelkamp bar frugt i Madison Square Garden i New York i 1971 i det første møde nogensinde mellem to ubesejrede sværvægtsboksere. Det var tilmed Muhammad Alis første kamp efter tre år med karantæne fra ringen som konsekvens af, at han nægtede sin værnepligt og deltagelse i krigen mod Vietcong.
Woody Allen, Diana Ross og Dustin Hoffman kastede kendisglans over den stærkt mediedækkede »Fight of the Century.« »Kan vi dele præmiepengene lige over,? Jeg har ikke så meget for tiden,« spurgte Muhammad Ali.
»Mine folk vil ikke kunne lide det, men det er fint med mig. Det skal jeg nok sørge for,« svaredeJoe Frazier i et privat møde mellem de to før udarbejdelsen af kampkontrakten.
Efter 15 mørbankende omgange blev Frazier kåret til vinder af et enigt dommerpanel ikke mindst takket være sit primære våben.
Venstre hooket. Men de to var så langt fra færdige med at slå til hinanden.
SIDSTE OMGANG
Joe Frazier tabte efter 29 kampe som ubesejret i Kingston, Jamaica til George Foreman, i 1973. Et favorittens fald, men den mere end ti centimeter højere Foreman sendte Frazier i gulvet ydmygende seks gange, før dommeren stoppede kampen.
Et nyt møde med Ali - uden titel -blev sat op, efter Joe Frazier i en af boksesportens mest oversete kampe besejrede Englands hvide håb Joe Bugner og generobrede rampelyset.
Igen i New York, denne gang med Muhammad Ali som klar vinder, men sejren var blot et mellemspil til tredje og sidste akt i opgøret mellem de to. Med Ali nu som forsvarende verdensmester efter at havde generobret bæltet fra George Foreman i »Rumble in the Jungle« i Zaire.
Det var Muhammad Alis stil at gøre nar af sin modstander, men i de verbale dueller med Joe Frazier blev det til mere end bare mindgames.
Fra rivalisering til had og Ali udpegede Frazier til boksesportens gryntende bæst.
»Jeg forstod aldrig, hvorfor Ali reagerede sådan. Jeg var en af hans største støtter, da han blev frataget sit verdensmesterbælte i forbindelse med sin karantæne. Jeg hjalp tilmed økonomisk. Han er utaknemmelig.« Joe Fraziers insisterende venstre hook bar på en hemmelighed. Han så dårligt på sit venstre øje. I den hede hal i Manila blev hans syn på venstre øje mælket og flød ud på grund af projektørernes skarpe lys.
»Jeg var nødt til at slå ham med venstre igen og igen. Tvinge ham mod højre, så jeg kunne se ham. Min venstre hånd kunne ikke få fred men måtte arbejde hele tiden, for kom han over i min blinde vinkel, var jeg færdig.« Synet blev alligevel Fraziers endeligt. I 14 omgang brølede Muhammad Ali gennem larmen fra de ophidsede 25.000 tilskuere, at han var blevet fortalt, at Frazier ikke kunne bokse længere.
»De har løjet for dig, pretty boy.« Men Frazier kom ikke ud til 15. omgang.
Med begge øjne stærkt opsvulmede og næsten lukkede kastede hans træner til Fraziers højlydte protester håndklædet i ringen til Alis sejr.
Den aldrig boksede sidste omgang går til Muhammad Ali: »Jeg tænker aldrig på George Foreman.
George var så langsom, at jeg kunne spise aftensmad mellem hans slag. Manila var mit livs kamp, men jeg prøver at glemme den. Jeg har den på bånd, men ser den aldrig. Det var forfærdeligt. Vi var bare fluer under lampen, og publikum ville have krig. Og det fik de.« Joe Frazier døde af leverkræft i november 2011. Samme år som 40 års-jubilæet for det første møde mellem de største.
Rekonstruktionen fra 2011 blev til på baggrund af amerikanske avisartikler, magasiner og bøger.
Fakta: fakta Frazier vs. Ali
Første kamp, 8. marts 1971 Fight of the Century, Madison Square Garden, New York H Anden kamp, 28. januar 1974 Madison Square Garden, New York H Tredje kamp, 1. oktober 1975 Thrilla in Manila, Manila, Filippinerne.
