Den danske bokser Patrick Nielsen skal ifølge hans promotor bokse VM-kamp på udebane mod en ubesejret russer.

Tyske Kalle Sauerland bekræfter over for Ekstra Bladet, at 23-årige Patrick Nielsen skal i ringen 1. juni i Moskva mod russiske Dmitry Chudinov om bokseforbundet WBA’s Interim-titel i mellemvægt.

Kampen kommer dog med stor sandsynlighed til at stå om den større WBA Word-titel, fordi den regerende mester, slagmaskinen Gennady Golovkin, formentlig rykker op i supermellemvægt. 

Dermed venter der altså Patrick Nielsen en reel kassekamp mod ubesejrede Dmitry Chudinov.

- Principielt er vi fortsat i en forhandlingsfase, men vi har en mundtlig aftale med Chudinovs promotor, Vladimir Hryunov, og da han oven i købet har meldt ud via Twitter, at kampen er på plads, så kan jeg også bekræfte, at Patrick skal en tur til Moskva 1. juni, siger Kalle Sauerland til Ekstra Bladet.

Kampen bliver uden sidestykke Patrick Nielsens største hidtil. Og efter et par kampe i trygge omgivelser hjemme i Albertslund risikerer han nu at komme i alvorlig modvind blandt de op imod 12.000 tilskuere i Krokus Arena i Moskva.

Patrick Nielsen er i forvejen indehaver af to mindre ungdomstitler hos WBA og WBC.