Ordkrigen mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen fortsætter. Faste læsere af BT vil vide, at en kamp mellem de to hænger i en tynd tråd, da promotorteamet Sauerland mener, at Rudy Markussen forlænger for en høj en purse for kampen, og omvendt har Markussen-lejren argumenteret for deres krav er absolut rimelige.

Patrick Nielsen håber, at kampen kan blive til noget, men opfordrer Rudy Markussen til at sænke sit honorarkrav.

»Rudy er et kendt navn i Danmark, så jeg håber stadig at få kampen, men når det er sagt, så fører han sig frem, som om han er en mester. At bede om at få en million kroner for at bokse mod mig er vanvittigt,« siger Patrick Nielsen.

»Jeg ser ham som udfordreren og udfordreren får som regel 25 procent. Det ved Rudy godt, han er jo ikke ligefrem 18 år længere, hvilket han også gør et nummer ud af,« siger han med henvisning til en ordkrig de to har kørt på Facebook.

»Jeg vil besejre ham, lige som min bror gjorde, da Micki var 17 år gammel og nær satte en stopper for Rudys karriere,« siger Patrick Nielsen med reference til en sparring, hvor lillebror Micki slog Rudy Markussen ud.

»Jeg ved, at Rudy er mentalt svag, og det vil være min største force i sådan en kamp. Jeg har før set ham krakelere, og tro mig, det vil han gøre igen,« lyder det.

Patrick Nielsen skjuler dog ikke, at han håber på ordkrigen kan erstattes af en rigtig kamp.

»Det er en kamp, der får mig op klokken fem om morgenen til hver en tid. Bare kom Rudy.«