Hverken Dina Thorslund eller Sarah Mahfoud har tidligere været bange for at byde hinanden op til dans i bokseringen.

Nu gør førstnævnte det igen. Hun drømmer om en kamp mod Mahfoud, som hun tidligere har slået – som amatør i 2012.

»Jeg synes jo, at det bør være realistisk, for jeg vil gerne. Og jeg har hørt, at hun også godt vil. Det ville være ærgerligt, hvis ikke det blev til noget,« siger Dina Thorslund til B.T.

Den dobbelte verdensmester er da heller ikke i tvivl om sine chancer for at slå Mahfoud, der ligeledes er tidligere verdensmester.

Dina Thorslund (tv.) er WBC- og WBO-verdensmester i bantamvægt. Her ved siden af den mexicanske bokser Yulihan Luna Avila, som hun slog i september sidste år.
Dina Thorslund (tv.) er WBC- og WBO-verdensmester i bantamvægt. Her ved siden af den mexicanske bokser Yulihan Luna Avila, som hun slog i september sidste år. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er ikke noget, jeg tror. Det ved jeg, at jeg kan. For mig handler det mere om at lave et statement, for dengang jeg slog hende, kan jeg huske, at nogle skrev, at det var årets overraskelse. Det var mit første år som senior,« siger hun.

»Jeg skulle jo møde hende til DM senere det år, og jeg glædede mig voldsomt meget til at slå det endnu mere fast. Men det kom ikke til at ske, fordi jeg havde et forkølelsessår og blev udelukket. Året efter var jeg gravid, og året efter igen var jeg professionel. Så tiden gik, men jeg føler ikke, at jeg har noget at bevise.«

Inden en eventuel kamp mod den tidligere 'Vild med dans'-vinder skal Dina Thorslund først og fremmest i ringen mod tyrkiske Setin Cerin 24. februar i Royal Arena.

For første gang nogensinde skal Thorslund bokse titelkamp i København, og her skal danskeren forsvare sine to VM-titler i bantamvægt.

Thorslund håber på et dansk boksebrag mod Sarah Mahfoud.
Thorslund håber på et dansk boksebrag mod Sarah Mahfoud. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Heller ikke her, undervurderer hun sig selv.

»Jeg er klart favorit, det kan jeg ikke lægge skjul på. Jeg er dobbelt verdensmester, og hun har kun en undertitel i det ene forbund. Så jeg tænker, at jeg favorit på alle parametre, og jeg tror, jeg er okay med det. Jeg har så meget erfaring i det, så jeg ved, hvad jeg kan.«

 Du kan følge kampen live på Pluto TV, som kan tilgås via B.T.