Aarhus topper suverænt statistikkerne over de højeste kvadratmeterpriser i Jylland.

Men hvis du er ude efter de rigtig dyre lejligheder, skal du vende næsen mod nord eller syd, hvor både Aalborg og nu også Vejle giver Aarhus baghjul på markedet for ultradyre luksusboliger i højderne.

I oktober sidste år kom Aalborg på banen med en 14 mio. kr. dyr ejerlejlighed i 'The Old Yard', et eksklusivt boligbyggeri i en renoveret, gammel værftsbygning, men nu rykker Vejle ifølge boligsiden Boliga helt op i toppen af den jyske liste med udbuddet af en 16 millioner kroner dyr penthouselejlighed i prestigeprojektet 'Havneøen'.

Jyllands dyreste lejlighed
Jyllands dyreste lejlighed
Vis mere

Tagterrasse på 75 kvadratmeter

De mange millioner giver adgang til en femværelses lejlighed i to plan med fem værelser og 400 boligkvadratmeter at boltre sig på, ligesom der er udsigt til Vejle Fjord samt Ibæks- og Bredballes skovbeklædte arealer.

Der hører naturligvis altaner til lejligheden, og hvis man vil være sikker på sol hele dagen, kan man parkere sit blege legeme på den 75 kvadratmeter store tagterrasse.

Bliver næppe solgt med det samme

Ifølge ejendomsmægleren bag udbuddet, Jesper Frendrup Guldmann fra Home Vejle, er der allerede reserveret 13 ud af 53 lejligheder i de første fire tårne, som er under opførelse, men han tror ikke, at juvelen i samlingen bliver solgt lige med det samme.

»Jeg kunne godt forstille mig, at der kommer en udlandsdansker hjem og køber den, men jeg er realistisk, så jeg tror først den bliver solgt, når man kan komme op og se den,« siger Jesper Frendrup Guldmann, der spår gyldne tider for Vejles liebhavermarked, bl.a. på grund af befolkningstilvækst og en god infrastruktur i trekantsområdet.

»Det er klart, at træerne ikke vokser ind i himlen. Vejle er ikke Aarhus eller København, men med alle de arbejdspladser, man med en times radius kan nå fra Vejle, og en anderledes infrastruktur med begrænset trafik, tror jeg på, at Vejle virkelig kommer op og markerer sig på landkortet inden for de næste fem år,« siger han til Boliga.

Jyllands dyreste lejlighed
Jyllands dyreste lejlighed
Vis mere

Langt til de allerdyreste

Selvom penthouse-lejligheden i Vejle er røget ind på en placering som nummer 10 over landets dyreste lejligheder, er der stadig et stykke vej, før byens liebhavermarked kan måle sig med det københavnske.

Således skal man af med 32 mio. kr. for at blive ejer af Danmarks pt. dyreste lejlighed, som er ved at blive opført i den københavnske nordhavn.

Hovedstaden er også indehaver af rekorden for det største ejerlejlighedssalg i 2016, der fandt sted på Esplanaden i starten af januar og ifølge Boliga kostede køberen, den tidligere FC Nordsjælland-ejer Allan K. Pedersen, 20 mio. kr.

I Aarhus koster den dyreste lejlighed lige nu knap 11 mio. kr., men tilbage i 2008 satte byen rekord på det jyske liebhavermarked med udbuddet af en penthouselejlighed i Z-huset, der blev prissat til 22 mio. kr.

Se billeder af det eksklusive Vejle-projekt HER.

Se billeder af Danmarks dyreste lejlighed HER.