Der er kortere liggetider på vej på boligmarkedet i årets tredje kvartal. I hvert fald hvis man skal tro ejendomsmæglerne.

En tendensundersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) viser, at de danske ejendomsmæglere har et lyst syn på fremtiden, når det drejer sig om, hvor længe en bolig er om at blive solgt. Fire ud af fem ejendomsmæglere på landsplan tror, at liggetiden for enfamiliehuse i tredje kvartal vil være kortere eller uændret, mens det i hovedstaden er hele 90 procent af ejendomsmæglerne, der er af samme opfattelse.

- Udsigterne til kortere liggetider er positive for hele boligmarkedet. Det er især i hovedstadsområdet forventningerne til kortere liggetider er store, mens forventningerne i Jylland fortsat er forbeholdne for det kommende kvartal. Markedet har længe ligget under for bankernes restriktive udlånspolitik, som har bremset antallet af hushandler. Noget kunne tyde på, at boligpriserne nu har nået et niveau, hvor boligkøberne igen har råd til at købe, hvilket giver håb om lysere tider, siger Steen Winther-Petersen, som er formand for DE.

Men det er ikke kun for enfamiliehuse, at tendensen gør sig gældende. 84 procent af ejendomsmæglerne tror, at liggetiden for ejendomslejligheder vil være kortere eller uændret i det kommende kvartal.

Ejendomsmæglerne er dog fortsat forbeholdne, når det kommer til priserne på boligmarkedet. Et overvejende flertal forventer, at priserne enten vil falde eller forblive uændrede i tredje kvartal.

- Der er stadig mange boliger til salg, hvilket betyder, at der fortsat kan være prisfald i markedet. Men styrken af prisfaldene vil nok aftage den kommende tid, når der kommer flere bolighandler. Man skal dog huske på, at der fortsat er usikkerhed omkring den fremtidige økonomiske situation og dermed også boligmarkedet, siger Steen Winther-Petersen.

Ser man et år frem, er billedet dog et lidt andet, og ejendomsmæglernes forventninger er mere positive.